24. jul. 2025 kl. 06:32
79 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/T-bond: Positivt handelsnyt sendte renter i vejret - NY

Positivt nyt på handelsfronten fik onsdag investorerne til at se mere positivt på den økonomiske vækst, mens de samme nyheder dog også indeholdt nyt om øget told.

Derfor blev der både i den korte og den lange ende af rentekurven indregnet mere inflation, hvorfor markedsrenterne i USA blev handlet opad.

Endnu et sæt aktierekorder var samtidig et tegn på, at investorerne interesserede sig mere for aktierne, mens der ikke var grund til at søge sikkerhed i obligationsmarkedet.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg med knap 4 basispoint til 4,38 pct.

Niveauet holder stort set på T-bondmarkedet i Tokyo torsdag morgen ved 6-tiden - et enkelt point højere end renten, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede onsdag.

Den toneangivende toårige amerikanske statsobligationsrente tikkede op med 5 basispunkter til 3,88 pct. Også her er niveauet uændret torsdag morgen i Tokyo.

Det var tirsdag aftens nyhed om, at USA og Japan har indgået en handelsaftale, som satte dagsordenen. Den gode nyhed i det er, at der ikke vil blive indført reelt for samhandelen prohibitive toldsatser på Japan, der dog må acceptere en basistold på 15 pct.. Den aftalte tarifsats vurderes også, formentlig at øge inflationspresset i USA.

Den amerikanske handelsminister, Howard Lutnick, udtalte efterfølgende, at den japanske aftale kunne danne forbillede for en tilsvarende med EU, hvilket i givet fald ville betyde mindre told på europæiske varer end de 30 pct. fra den 1. august, som præsident Trump har truet med.

Og onsdag eftermiddag erfarede Financial Times så, at EU og USA nærmer sig en aftale med netop 15 pct. told på europæiske varer.

- Onsdag ser vi en tung risikovillig handel, siger Tom Di Galoma, investeringsdirektør hos Mischler Financial Group, til Reuters.

- Jeg tror, at EU håber, at de vil få den samme aftale, som Japan fik.

.\\˙ MarketWire



Flemming Kruhøffer +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her