11. okt. 2023 kl. 06:32
77 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/T-bond: Rentefald efter blide centralbankkommentarer ...

Det amerikanske obligationsmarked fulgte tirsdag den internationale tendens med rentefald oven på mandagens lukkedag.

Udviklingen kom på baggrund af flere dueagtige meldinger fra en række amerikanske centralbankchefer, søgning mod sikker havn efter weekendens krigshandlinger i Israel og Gaza samt positionering efter en periode med rentestigninger, som måske har været for voldsomme.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt med 15 basispoint til 4,65 pct. I løbet af tirsdagen ramte den tiårige rente en bund på 4,62 pct. og en top på 4,71 pct.

Onsdag morgen er renten på den tiårige T-bond 4,64 pct. på markedet i Tokyo. Det er 2 basispoint under renten, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede tirsdag.

Den toneangivende toårige amerikanske statsobligationsrente dykkede med 11 basispoint til 4,97 pct., og det er også stadig niveauet på markedet i Tokyo onsdag morgen.

- Det ligner lidt positionering. Renterne har været strakt mod opsiden, siger Lars Skovgaard Andersen, som er seniorstrateg i Danske Bank, til MarketWire.

- Vi har fået en jobrapport, der var stærk - og så ikke så stærk alligevel, når man dykkede ned i tallene. Og vi har også fået nogle bløde meldinger fra flere centralbankchefer i USA. I kombination med en mindre søgning mod sikker havn giver det rentefald, fortsætter han.

I september skabte den amerikanske økonomi næsten dobbelt så mange job som ventet, men, lønningernes vækst aftog til det laveste i et par år, ligesom ledigheden holdt sit niveau på 3,8 pct.

Markedsrenterne er dog de senere måneder steget til det højeste niveau siden 2007, både for den tiårige og den 30-årige rentes vedkommende, og det betyder i sin tur, at de finansielle betingelser ad den vej er blevet strammet til.

I denne uge har en del af chefer i centralbanken i USA, Federal Reserve, derfor peget på, at de markante stigninger i markedsrenterne den senere tid måske har gjort en del af arbejdet for centralbanken.

Mandag var både Lorie Logan, der er direktør for den amerikanske centralbanks afdeling i Dallas, og Federal Reserves to næstformænd, Michael Barr og Philip Jefferson, ude med meldinger i samme retning.

Tirsdag har chefen for distriktet i Atlanta, Raphael Bostic, desuden betonet, at han nu anser centralbankrenten for tilstrækkeligt restriktiv til at nå målet om 2,0 pct. i kerneinflation.

- Rentemarkedet har været lidt stresset opad i renten. Obligationerne har været oversolgte. Vi punkterer lidt den lille renteboble, som har været, lyder det fra Lars Skovgaard Andersen i Danske Bank.

Både onsdag og torsdag kommer der vigtige prisdata. Fra Tyskland offentliggøres der onsdag tal for forbrugerpriserne i september, og torsdag er det så amerikanernes tur til at se nærmere på forbrugerprisernes udvikling i årets niende måned.

.\\˙ MarketWire



Flemming Kruhøffer +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her