15. dec. 2023 kl. 06:32
45 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/T-bond: Rentefaldet fortsatte torsdag trods stærke nø...

De amerikanske markedsrenter faldt igen torsdag, da investorerne fortsat fejrede udsigten til, at USA´s centralbanks næste skridt er en drejning af pengepolitikken mod lavere renter.

Udviklingen kom, til trods for at de økonomiske data faktisk overraskede til den stærke side torsdag.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt med 10 basispoint til 3,92 pct. I løbet af torsdagen blev den tiårige rente handlet i intervallet 3,88-4,02 pct.

Fredag morgen er renten på den tiårige T-bond steget til 3,94 pct. på markedet i Tokyo.

Det er 2 basispoint højere end ved dansk lukketid torsdag.

Den toneangivende toårige amerikanske statsobligationsrente dykkede med 4 basispoint til 4,39 pct.

Fredag morgen forrentes den toårige T-bond med 4,42 pct. på markedet i Tokyo.

Onsdag faldt renterne kraftigt, da Federal Reserve på sit rentemøde fastholdt den toneangivende rente, men også indikerede tre rentenedsættelser i 2024.

Og tendensen med faldende renter fortsatte altså torsdag, på trods af at detailsalget i november overraskende steg med 0,3 pct. på månedsbasis mod et ventet minus på 0,1 pct.

- Statsobligationer udviklede sig stærkt frem til tallene med den tiårige rente behageligt under 4,0 pct., og selv om kursrallyet har aftaget i kølvandet af dataene, var renterne stadig under onsdagens lukkeniveau, siger Ian Lyngen, der er chef for rentestrategi hos BMO Capital Markets, ifølge Reuters.

- Vi er ikke villige til at handle mod den styrke, da toneskiftet er drevet af en ny forståelse af Federal Reserves reaktionsmekanisme over for udviklingen af inflationsdataene i modsætning til en ændring i dataene selv. Lavere renter og en mindre inverteret rentekurve hen over weekenden vil vise sig som den letteste vej frem.

Torsdagens nøgletal afslørede også, at der i den forrige uge var færre nytilmeldte ledige med 202.000 mod ventet 220.000 nye arbejdsløse ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

.\\˙ MarketWire



Flemming Kruhøffer +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her