30. jan. 2024 kl. 06:32
29 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/T-bond: Renter faldt på mindre føderalt lånebehov - NY

De amerikanske markedsrenter faldt på en kalendertom mandag inden en begivenhedsrig uge, men faldet tog lidt ekstra fart, især i den lange ende, da det amerikanske finansministerium sænkede sit estimerede netto lånebehov for første kvartal.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation satte sig med 6 basispoint til 4,08 pct. Den tiårige rente registrerede mandag en top i 4,14 pct. og en bund i 4,06 pct.

Tirsdag morgen forrentes den tiårige T-bond med 4,05 pct. på markedet i Tokyo. Det er 4 basispoint under renten, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede mandag.

Den toneangivende toårige amerikanske statsobligationsrente bakkede med 3 basispunkter til 4,32 pct.

Tirsdag morgen er renten på den toårige T-bond fortsat 4,32 pct. i Tokyo.

Mandagens rentefald var blandt andet forårsaget af nyheden om, at USA´s finansministerium i årets første tre måneder nu regner med et netto lånebehov på 760 mia. dollar mod tidligere estimerede 816 mia. dollar. Det skyldes flere indtægter og en større kassebeholdning.

Den føderale regering i USA har et enormt budgetunderskud, som hele tiden lægger til den i forvejen kolossale amerikanske statsgæld på nu mere end 34.000 mia. dollar. Den gæld er finansieret gennem salg af statsobligationer, der trækker likviditet ud af finansmarkederne, men som på grund af det høje udbud alt andet lige også presser obligationskurserne ned og renterne op.

- På grund af den enorme gæld og budgetunderskud, som akkumuleres, er finansministeriets meddelelse om låneplanerne nu markedsbevægende begivenheder, kommenterer Peter Boockvar i Boock Report ifølge Bloomberg News.

Set henover januar har renterne dog ikke flyttet sig alverden.

- Vi sidder fast i et interval lige nu, omkring 3,90 pct. i bunden og cirka 4,20 pct. i toppen her på tiårsrenten, og det er meget støj om ingenting, siger Stan Shipley, direktør og rentestrateg hos Evercore ISI, til Reuters.

- Det er ikke sandsynligt, at den tiårige vil bevæge sig meget inden det næste møde i Federal Open Market Committee på onsdag og arbejdsmarkedsrapporten på fredag, taget al usikkerheden i betragtning.

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, holder tirsdag og onsdag sit første rentemøde i år. Selv om rentemødet med 97 pct. sandsynlighed, ifølge handelen med rentefutures, ventes at munde ud i en uændret rente samt en fortsat nedtrapning af balancen, det, som også kaldes kvantitative stramninger, så er der risiko for uro, når rentemeldingen nærlæses, eller når centralbankformand Jerome Powell udlægger teksten på det efterfølgende pressemøde.

Desuden offentliggøres fredag den vigtige jobrapport for januar. De officielle arbejdsmarkedstal for USA kan sammen med netop rentemøder og den månedlige opgørelse af forbrugerpriserne udløse store markedsbevægelser.

.\\˙ MarketWire



Flemming Kruhøffer +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her