29. jun. 2023 kl. 06:32
19 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/T-bond: Renter faldt trods Powells bud på flere rente...

På trods af at den amerikanske centralbankformand Jerome Powells atter gentog, at Federal Reserve formentlig vil hæve renten to gange mere i år, så blev markedsrenterne onsdag sendt ned, da investorerne i stedet hæftede sig ved tegn i økonomien på, at inflationen er aftagende.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt med 6 basispoint til 3,71 pct. I løbet af onsdagen faldt den tiårige rente fra sin top omkring 3,77 pct. og nåede sit laveste i 3,70 pct.

Torsdag morgen er renten på den tiårige T-bond 3,72 pct. på markedet i Tokyo. Det er 3 point lavere end rentens niveau, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede onsdag.

Den toneangivende toårige amerikanske statsobligationsrente satte sig med 5 basispunkter til 4,71 pct.

Torsdag morgen er renten på den toårige T-bond 4,72 pct. i Tokyo.

- Powell lyder høgeagtig, men renterne opfører sig ikke som om, at de tror på ham, siger Thierry Wizman, rentestrateg hos Macquarie, til Reuters.

- Når Federal Reserve lyder høgeagtig, kigger folk sig omkring og siger, vent lige lidt, der er mange beviser på, at disinflation kommer i USA. Vi tager ikke den høgeagtighed alvorligt.

Den amerikanske centralbankchef gentog på en konference i Portugal de senere ugers budskab om, at der formentlig er brug for at hæve renten yderligere for at få inflationen bragt ned til det ønskede niveau, omend han også selv var inde på, at der er "betydelig disinflation" på vej.

- Selv om pengepolitikken er restriktiv, er den måske ikke restriktiv nok, og den har ikke været restriktiv lang tid nok, sagde han.

Jerome Powell åbnede også for muligheden for to forhøjelser i træk, efter at banken i juni har taget en rentepause. Forinden havde Federal Reserve hævet sin rente på ti møder i træk med i alt 5,00 pct.point.

.\\˙ MarketWire



Flemming Kruhøffer +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her