31. okt. 2023 kl. 06:32
30 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/T-bond: Renter steg inden onsdagens jumbobegivenheder...

De amerikanske renter tikkede mandag opad i både den korte og den lange ende, da investorerne positionerede sig til ugens to store begivenheder, som potentielt kan presse renterne yderligere opad, nemlig enden på den amerikanske centralbanks rentemøde onsdag og annonceringen kort forinden af den føderale regerings lånebehov for fjerde kvartal.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg med 6 basispoint til 4,90 pct. I løbet af mandagen blev den tiårige rente handlet mellem 4,83 pct. og 4,92 pct.

Tirsdag morgen er renten på den tiårige T-bond 4,87 pct. på markedet i Tokyo. Det er 2 basispoint under niveauet, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede mandag.

Den toneangivende toårige amerikanske statsobligation så samtidig sin rente tikke op med 5 basispunkter til 5,06 pct.

Tirsdag morgen forrentes den toårige T-bond med 5,03 pct. på markedet i Tokyo.

- Sandsynligvis bliver den vigtigste begivenhed denne uge opdateringen om udstedelser fra finansministeriet, da det sandsynligvis er grunden til, at vi har en vis modstandskraft med rentesatserne ikke helt på det højeste niveau, men tæt på det højeste, siger Ben Jeffery, rentestrateg hos BMO Capital Markets, til Reuters.

Onsdag vil den føderale regerings finansministerium afsløre sine kvartalsmæssige planer for udstedelse af nye statsobligationer for at finansiere statens enorme budgetunderskud, og ifølge Bloomberg News ventes det, at det yderligere lånebehov vil blive på 114 mia. dollar mod 103 mia. dollar i tredje kvartal.

Rentemarkedet har den senere tid været under kraftigt pres, hvilket er baggrunden for de store stigninger i særligt de lange markedsrenter, netop fordi den føderale regering udsteder mere og mere ny gæld, samtidig med at centralbanken trækker meget store mængder likviditet ud ved at sælge obligationer.

Derfor vil meldingen fra USA´s finansministerium blive fulgt nøje på onsdag. Et overraskende stort lånebehov vil nemlig lægge nyt og yderligere pres på obligationskurserne og sende de effektive renter, der i forvejen er i deres højeste i 16 år, yderligere op.

En overraskelse til den anden side med et mindre lånebehov vil omvendt potentielt kunne tjene til det præcis modsatte.

- Markedsdeltagerne er virkelig hyperfokuserede på udbuddet af obligationer lige nu, og vi ved egentlig, at Federal Reserve vil være på pause, siger Angelo Manolatos, strateg hos Wells Fargo, til Bloomberg News.

- Så refinansieringen er en større begivenhed end rentemødet. Det har også meget at gøre med de bevægelser, vi har set i renterne siden august.

Handelen med rentefutures i USA indikerer en sandsynlighed på nul for en renteforhøjelse fra Federal Reserves side på onsdag. Samtidig regner 97 ud af 108 økonomer med en uændret rente, viser en opgørelse fra Bloomberg News, mens 11 spår et renteløft. Ingen regner med en nedsættelse fra de nuværende 5,25-5,50 pct.

.\\˙ MarketWire



Flemming Kruhøffer +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her