07. sep. 2023 kl. 06:32
34 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/T-bond: Renter steg på servicetal og høgeagtige centr...

Tiltagende optimisme i den amerikanske servicesektor med en underliggende komponent af stigende betalte priser sendte sammen med lettere høgeagtige meldinger fra flere amerikanske centralbankchefer markedsrenterne lidt opad onsdag.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation tikkede op med 2 basispoint til 4,28 pct. I løbet af onsdagen blev den tiårige rente handlet mellem 4,23 og 4,30 pct.

Torsdag morgen er renten på den tiårige T-bond fortsat 4,28 pct. på markedet i Tokyo.

Det er samme niveau, som da obligationsmarkedet i Danmark lukkede onsdag.

Den toneangivende toårige amerikanske statsobligationsrente steg med 6 basispoint til 5,02 pct. Torsdag morgen er renten på den toårige T-bond 5,01 pct. i Tokyo.

Med udviklingen er rentekurven dykket yderligere til minus 73 basispoint mod negative 70 basispoint tirsdag, og dermed signalerer den fortsat en recession forude i amerikansk økonomi.

ISM Service-indekset, som måler indkøbschefernes syn på aktiviteten i serviceindustrien, steg i august til sit højeste i seks måneder på 54,5, mens et mindre fald til 52,5 var ventet blandt økonomerne, viser estimater indsamlet af Bloomberg News.

Den stærke måling fik investorerne til i højere grad at indregne en renteforhøjelse mere i år, og det pressede markedsrenterne op.

- I sidste ende, hvis disse tal fortsætter med at være høje, ville jeg forvente, at Federal Reserve ikke vil lempe så hurtigt, som jeg tror, at de vil, siger Tom di Galoma, der er chef for global rentehandel hos BTIG, til Reuters.

Underliggende viste ISM-målingen også, at der ligesom målingerne fra fremstillingsindustrien i august var en mindre stigning i de betalte priser.

Fra Federal Reserves side talte både Boston-direktøren, Susan Collins, og St. Louis-chefen, James Bullard, ved begivenheder onsdag, og de pegede begge på en mulig yderligere stramning af renteskruen senere i år.

- Det er formentlig fornuftigt ud fra et perspektiv om risikohåndtering og formentlig nødvendigt ud fra de data, vi har fået, at beholde den der ekstra renteforhøjelse i planerne, sagde James Bullard onsdag ifølge Bloomberg News, med henvisning til at centralbankens seneste renteprognose fra juni pegede på en forhøjelse mere til 5,625 pct. fra det nuværende niveau på 5,25-5,50 pct.

Handlen med rentefutures pegede onsdag da også på en mere høgeagtig centralbank i USA, da der nu bliver indregnet godt 55 pct. sandsynlighed for et renteløft igen til november, mens sandsynligheden var på omkring 45 pct. tirsdag.

.\\˙ MarketWire



Flemming Kruhøffer +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her