07. aug. 2023 kl. 06:32
85 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/T-bond: Renterne faldt efter blandede bolsjer i ny jo...

De amerikanske statsrenter faldt kraftigt fredag, hvor friske jobtal for juli viste sig noget blandede, men ikke umiddelbart hidsede de regionale chefer hos den amerikanske centralbank, Federal Reserve, op.

Renten på den toneangivende tiårige T-bond faldt med 14 basispoint til 4,04 pct. Den toårige rente faldt samtidig med 12 basispoint til 4,76 pct.

Mandag morgen er renten på den tiårige T-bond 4,06 pct. og den toårige T-bond 4,81 pct. i Tokyo.

Ved dansk lukketid fredag var den tiårige rente 4,09 pct. og den toårige 4,82 pct.

I juli var jobskabelsen uden for landbruget i USA lavere end ventet, og samtidig blev tallet for juni også nedrevideret, men på den anden side faldt arbejdsløsheden overraskende, og de gennemsnitlige timelønninger steg mere end ventet.

Der er dog ingen grund til at gå i panik over de fortsat kraftigt stigende lønninger, når beskæftigelsen samtidig stiger i sit laveste tempo i lige godt to et halvt år.

Sådan lyder budskabet fra to af Federal Reserves regionale chefer.

Ifølge Raphael Bostic, der er chef for centralbankens afdeling i Atlanta, var jobtallene som ventet af Federal Reserve-ledelsen, og han føler sig derfor komfortabel med udviklingen i økonomien og den aktuelle pengepolitik, siger han til Bloomberg TV.

Ifølge Bostic er det dog også sandsynligt, at Federal Reserve vil holde sin styringsrente i restriktivt territorium et godt stykke vej ind i 2024.

Han er ikke overrasket over, at lønningerne fortsat er stærke, men vil holde godt øje med udviklingen, refererer Bloomberg News.

- Jeg ventede, at økonomien ville bremse op på en nogenlunde ordentlig måde, og det her tal - 187.000 - fortsætter det tempo, siger Raphael Bostic.

Han henviser dermed til jobskabelsen uden for landbruget, der i juli blev opgjort til 187.000, mens økonomerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News havde ventet en jobskabelse på 200.000.

Samtidig blev tallet for juni også nedrevideret.

Til gengæld faldt arbejdsløsheden overraskende en spids, og de gennemsnitlige timelønninger steg med 4,4 pct. på årsbasis mod en ventet fremgang på 4,2 pct.

Investorerne virkede dog til at være blevet overbeviste af udsagnene fra de regionale Federal Reserve-spidser og synes med fredagens udvikling ikke at frygte umiddelbare yderligere renteforhøjelser.

I et notat senere fredag skrev storbanken JPMorgan ellers også, at den ikke længere ser en recession forude i den amerikanske økonomi.

Det var med til at få aktierne til at falde, da det kan betyde, at Federal Reserve har mere spillerum og eventuelt plads til yderligere stramninger af pengepolitikken, hvis ikke inflationen kommer ned mod bankens målsætning.

.\\˙ MarketWire



Flemming Kruhøffer +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her