13. jun. 2023 kl. 06:32
22 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/T-bond: Rentestigninger afsløst af beskedne fald før ...

De amerikanske renter indledte mandagen med stigninger, men de gik i sig selv igen, efterhånden som investorerne så frem mod onsdagens rentemelding fra Federal Reserve og indregnede en pause i den ellers ubrudte stime af renteforhøjelser siden marts 2022.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt marginalt til 3,74 pct. I løbet af mandagen blev den tiårige rente handlet mellem 3,71 og 3,79 pct.

Den toneangivende toårige amerikanske statsobligation så samtidig sin rente sætte sig med 2 basispunkt til 4,58 pct.

På obligationsmarkedet i Tokyo handles den tiårige statsrente tirsdag morgen i 3,72 pct., hvilket er 5 basispoint under niveauet da obligationsmarkedet i Danmark lukkede. Den toårige amerikanske statsrente ligger samtidig i 4,55 pct.

- Markedet bevæger sig sidelæns indtil inflationstallene onsdag, og derefter vil alles øjne være på Federal Reserve, for vi får også bankens økonomiske prognoser, siger Jim Barnes, direktør for renteområdet hos Bryn Mawr Trust, til Reuters.

Handelen med rentefutures pegede mandag på en sandsynlighed på omkring 75 pct. for, at centralbanken på onsdag efter ti rentemøder i træk med forhøjelser vil holde sin rente i ro i intervallet 5,00-5,25 pct.

Markedet sætter dog en sandsynlighed på mere end 85 pct. for endnu en forhøjelse til juli, inden der i fjerde kvartal igen ventes en nedsættelse til det nuværende renteniveau.

- Federal Reserve har været lidt mere aggressiv, end markedet har indregnet, men nu er markedet på en eller anden måde gået tilbage til, hvor Federal Reserve er, så de økonomiske prognoser bliver vigtigere for at se rentespådommen for i år og næste år.

I den seneste prognose fra marts pegede chefgruppen i den amerikanske centralbank på, at renten i år ville slutte i 5,125 pct., altså det nuværende niveau, men dengang i marts var markedets forventning faktisk, at renten ville slutte 2023 helt nede i 3,86 pct.

Sidenhen har inflationen dog vist sig fortsat genstridig. Senest steg forbrugerpriserne i april med 4,9 pct. på årsbasis og kerneinflationen med 5,5 pct.

Tirsdag offentliggøres udvikling for maj. Her ventes en stigningstakt på årsbasis i forbrugerpriserne på 4,1 pct., mens kerneinflationen ses aftage til 5,2 pct.

Federal Reserve har et mål om en årlig kerneinflation på 2,0 pct.

.\\˙ MarketWire



Jakob Due Jakobsen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail:[email protected], www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her