20. maj 2025 kl. 06:32
91 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/T-bond: Rentestigninger forduftede sammen med vending...

På bagkant af nyheden fredag aften om, at Moody´s som det sidste af de tre store kreditvurderingsbureauer droppede "Triple A"-vurderingen af de amerikanske statsgæld, steg markedsrenterne i USA først på dagen mandag.

Billedet vendte dog rundt ud på handelen, samtidig med at investorerne også vendte et minus i aktiemarkedet på 1,1 pct. til et beskedent plus.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt på den baggrund med 3 basispoint til 4,45 pct., hvilket også er renten tirsdag morgen i Tokyo.

Det er 5 point under renten, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede mandag.

Den endnu længere rente, den 30-årige, satte sig samtidig 4 point til 4,91 pct., selv om den på et tidspunkt var oppe i 5,04 pct., mens den kortere toneangivende toårige amerikanske statsobligation så sin rente tikke ned med 2 basispunkter til 3,98 pct.

Tirsdag morgen er renten på de to løbetider henholdsvis 4,90 pct. og 4,97 pct.

Det startede altså med stigende renter og faldende aktiekurser mandag, men efter at investorerne havde fordøjet Moody´s begrundelser, den store og stadig voksende amerikanske statsgæld, den tiltagende rentebyrde på gælden og fortsat mangel på finanspolitisk disciplin i Washington, vendte stemningen.

Bureauet var da også nummer tre i rækken til at sænke vurderingen, da S&P gjorde det allerede i 2011, og Fitch gjorde det i 2023, og måske også derfor var nyhedens interesse noget mindre.

- Tiltaget bør ikke komme som en overraskelse. Den føderale regering har et budgetunderskud på over 2 billioner dollar om året, selv efter en periode med stærk økonomisk vækst og lav arbejdsløshed, og netto renteomkostninger absorberer nu 18 pct. af skatteindtægterne, lød en kommentar fra UBS.

- Men selv om USA´s gældsbane er blevet værre og er årsagen til Moody´s nedgradering, er dette allerede velkendt for investorerne.

Den samme holdning kom fra den kendte investor Tom Le, topchef og grundlægger af Fundstrat Global Advisors.

- Der er ingen overraskelse her, da Moody´s henviser til fakta, vi allerede kender, det anseelige amerikanske budgetunderskud, sagde han til Bloomberg News.

- Og vi tvivler på, at nogen renteforvalter er overrasket. Der er ganske enkelt ingen yderligere ny information her.

.\\˙ MarketWire



Flemming Kruhøffer +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her