31. jan. 2024 kl. 06:32
32 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/T-bond: Små rentebevægelser inden onsdagens centralba...

Tirsdagens facit i obligationsmarkedet i USA var begrænsede rentebevægelser, da de lange renter satte sig lidt, mens de korte tikkede en smule op.

Der var to ganske vigtige nøgletal at kigge på, men investorerne var i venteposition, da den amerikanske centralbank, Federal Reserve, indledte sit todages rentemøde tirsdag.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt med 4 basispoint til 4,03 pct. Den tiårige rente svingede tirsdag mellem 4,03 og 4,10 pct.

Onsdag morgen forrentes den tiårige T-bond med 4,01 pct. på markedet i Tokyo. Det er 8 basispoint under renten, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede tirsdag.

Den toneangivende toårige amerikanske statsobligationsrente steg med 2 basispunkter til 4,34 pct.

Onsdag morgen er renten på den toårige T-bond tilbage på 4,32 pct. i Tokyo.

- Det er stilhed før stormen, siger Frank Rybinski, chef for makrostrategi hos Aegon Asset Management, til Reuters.

Rentemødet ventes afsluttet onsdag med en fastholdelse af renteniveauet 5,25-5,50 pct. og uændrede kvantitative stramninger.

Fokus vil derfor være på rentemeddelelsens mere detaljerede formuleringer om rentebanen, den store obligationsbalance, økonomien, og i hvor høj grad bankens ledelse og formand Jerome Powell vil skubbe tilbage på markedets forventning om fem rentenedsættelser i 2024, da bankens egen ledelse for godt en måned siden selv forudså blot tre af dem.

- For at der skal komme en rentenedsættelse i marts, skal der være nogle ret klare udmeldinger fra Federal Reserve, der lægger fundamentet i morgen, men når man ser på de økonomiske data, og hvor arbejdsmarkedet er, er det svært at have en høj grad af tillid til, at man vil se behovet for at sænke renten.

Markedet indregner omtrent 35 pct. sandsynlighed for en nedsættelse af renten til marts, mens det sætter 100 pct. sandsynlighed for, at den senest kommer til maj.

At de korte renter steg en smule tirsdag var en konsekvens af lidt bedre end ventede data fra arbejdsmarkedet i USA, da der i december var omkring 9 mio. ledige stillinger mod ventede 8,8 mio. jobs.

Tirsdagens måling af forbrugertilliden i januar faldt samtidig ud som ventet i 114,8, hvilket var en stigning fra 108 i december.

.\\˙ MarketWire



Flemming Kruhøffer +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her