13. sep. 2023 kl. 06:32
99 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/T-bond: Små rentebevægelser inden vigtige inflationsd...

Tirsdag var præget af små bevægelser i det amerikanske obligationsmarked, hvor investorerne gjorde klar og fandt deres positioner inden offentliggørelsen af onsdagens vigtige tal for forbrugerprisernes udvikling i august i USA.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt med 1 basispoint til 4,28 pct. I løbet af tirsdagen svingede den tiårige rente i et snævert bånd mellem 4,26 og 4,30 pct.

Onsdag morgen er renten på den tiårige T-bond 4,29 pct. på markedet i Tokyo. Det er samme niveau, som da obligationsmarkedet i Danmark lukkede tirsdag.

Den toneangivende toårige amerikanske statsobligationsrente steg med 3 basispunkter til 5,02 pct.

Onsdag morgen forrentes den toårige T-bond med 5,03 pct. i Tokyo.

- Bevægelserne er små. Det er lidt positionering før onsdagens forbrugerprisopgørelse. Det er nok stilhed før stormen. Vi må se, hvordan det falder ud, og om positioneringen så er til det, siger Lars Skovgaard Andersen, som er seniorstrateg i Danske Bank.

- Energipriserne kan gøre noget ved de overordnede forbrugerpriser, selv om det er kernepriserne, der fokuseres mest på, advarer han samtidig om med henvisning til, at olieprisen i USA ligger i sit højeste for året.

Tirsdag var der ingen vigtige nøgletal fra det amerikanske, men onsdag brager det løs igen med opgørelsen over forbrugerprisernes udvikling i august. Her ventes det ifølge Bloomberg News, at de vil være steget med 3,6 pct. på årsbasis mod 3,2 pct. i juli. Prisstigningstakten toppede i juni sidste år i 9,1 pct.

For kerneforbrugerpriserne er spådommen blandt økonomerne derimod en afdæmpning til prisstigninger til 4,3 pct. fra 4,7 pct. måneden før.

Tallene følges tæt, fordi de kan give et vigtigt fingerpeg om, Federal Reserve, den amerikanske centralbank, vil hæve sin rente igen eller holde endnu en pause på sit rentemøde i næste uge.

- For at Federal Reserve skal gå på pause, har vi længe sagt, at der er behov for disinflation og for inflationen at komme ned. Jeg tror, vi onsdag får den tredje læsning af kerneinflationen i træk på 0,2 pct., og det er sammen med disinflationære elementer, nok til at centralbanken vil holde pause, spåede Bob Michele, investeringschef hos JPMorgan Asset Management, tirsdag til Bloomberg News.

Konsensus for den månedlige kerneinflation i august er også på 0,2 pct.

.\\˙ MarketWire



Flemming Kruhøffer +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her