19. mar. 2025 kl. 06:32
90 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/T-bond: Små rentefald inden onsdagens rentemelding - NY

De amerikanske renter faldt en smule tirsdag. Investorerne var nemlig på sidelinjen inden onsdagens rentemelding fra USA´s centralbank.

Her ventes ganske vist på ingen måde en rentesænkning, men alle øjne vil være på de medfølgende kommentarer og centralbankformand Jerome Powells pressekonference.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt med 2 basispoint til 4,29 pct., hvilket også er rentens leje på T-bondmarkedet i Tokyo onsdag morgen og samme niveau som ved dansk lukketid tirsdag.

Den toneangivende toårige amerikanske statsobligationsrente satte sig marginalt til 4,04 pct. Også her er renten uændret i Tokyo onsdag.

- Renterne falder ganske lidt tirsdag. De hopper rundt flere gange, mens vi venter Federal Reserves rentemelding onsdag, forklarer Lars Skovgaard Andersen, som er investeringsstrateg i Danske Bank.

- Forinden har vi set nogle data fra USA´s økonomi med meget negative forbrugere og andre svage data fra erhvervslivet og detailhandelen, mens tirsdagens tal egentlig har været godkendte.

Federal Reserve ventes at fastholde sin rente onsdag i 4,25-4,50 pct., men markedet indregner to til tre nedsættelser i år, den første til juni, til en nytårsrente i 3,74 pct.

For bare en måned siden var forventningen dog nærmere en enkelt rentesænkning, da handelen med rentefutures pegede på en slutrente i 2025 på 4,04 pct.

Udviklingen med en forventning om en mere lempelig amerikansk centralbank er kommet i kølvandet af ganske svage målinger af forbrugertilliden og erhvervstilliden i USA, da de er blevet slået i gulvet af de mange skiftende toldmeldinger fra USA´s præsident, Donald Trump.

Også hos Danske Bank er forventningen den, at renten vil blive fastholdt onsdag.

- Det afgørende bliver derfor, hvad Jerome Powell siger onsdag. Ingen skal have klinket noget inden, siger Lars Skovgaard Andersen.

Danmarks største bank regner samtidig med, at Federal Reserve de kommende 12 måneder vil sænke sin rente to gange. Med forbehold for den økonomiske udvikling og effekten af Donald Trumps skiftende politik. Det er et altså et lidt strammere bud end markedets forventninger.

.\\˙ MarketWire



Flemming Kruhøffer +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her