22. maj 2024 kl. 06:32
62 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/T-bond: Små rentefald på stille tirsdag - NY

På en stille tirsdag tikkede de amerikanske markedsrenter let nedad. Der var ikke de store nyheder eller nøgletal at forholde sig til, så investorerne forberedte sig i stedet på onsdagens store regnskabsbrag fra Nvidia.

Det kan nemlig udløse ny eufori eller frygt i aktiemarkedet og dermed påvirke efterspørgslen på obligationer.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt med 3 basispoint til 4,41 pct. I løbet af tirsdagens handel svingede den lange rente mellem 4,40 og 4,45 pct.

Onsdag morgen er renten på den tiårige T-bond fortsat 4,41 pct. på markedet i Tokyo.

Det er samme niveau, som da obligationsmarkedet i Danmark lukkede tirsdag.

Den toneangivende toårige amerikanske statsobligationsrente faldt med 2 basispunkter til 4,83 pct., hvilket også er niveauet i Tokyo onsdag morgen.

- Renterne sætter sig lidt. Det er svært at tolke på. Der kan være lidt flugt mod sikkerhed, som på overskrifterne flytter penge fra aktier mod obligationer. Det er en mindre rebalancering inden det vigtige Nvidia-regnskab onsdag, forklarer Lars Skovgaard Andersen, seniorstrateg i Danske Bank.

Chipkæmpen Nvidia, som kommer med regnskab efter lukketid onsdag, er i 2024 steget med mere end 90 pct., og aktien har på den baggrund tegnet sig for en fjerdedel af den samlede fremgang på 11,6 pct. i S&P 500 siden nytår. Derfor ville en skuffelse fra Nvidias side skabe stor bekymring i aktiemarkedet, især for Nvidia selv, øvrige chipnavne og andre vindere inden for kunstig intelligens, og det ville kunne udløse flugt mod sikker havn.

- Ingen ønsker være den sidste idiot, som køber obligationer, hvis Nvidia skuffer onsdag, siger Danske Banks investeringsekspert.

Tirsdagen bød ellers på kommentarer fra flere medlemmer af den amerikanske centralbanks chefgruppe, da næstformand Michael Barr, styrerådsmedlem Christopher Waller og direktør i afdelingen i Atlanta, Raphael Bostic, alle tog mikrofonen med relativt høgeagtige kommentarer om en højere rente i længere tid, indtil inflationen arter sig.

- Flere centralbankchefer har været ude og tale, men de har egentlig kun været høgeagtige på renten, lyder det også fra Lars Skovgaard Andersen.

.\\˙ MarketWire



Flemming Kruhøffer +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her