31. jul. 2025 kl. 06:32
79 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/T-bond: Stærk vækst og afventende centralbank sendte ...

De amerikanske markedsrenter blev onsdag presset opad, da en opgørelse viste en overraskende solid vækst i økonomien i andet kvartal.

En nedtoning fra centralbankformand Jerome Powell af udsigten til rentesænkninger allerede til september satte samtidig mere tempo på den udvikling. I særlig grad i den korte ende.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg med 5 basispoint til 4,37 pct.

Onsdag morgen ved 6-tiden forrentes den ti-årige T-bond med 4,35 pct. på markedet i Tokyo. Det er stort set samme niveau, som da obligationsmarkedet i Danmark lukkede onsdag.

Den toneangivende toårige amerikanske statsobligationsrente tikkede op med 7 basispunkter til 3,94 pct. Torsdag morgen er renten 3,92 pct. i Tokyo. Det er 2 punkter over den korte rente, da de danske handlere slukkede for deres skærme.

Det var indledningsvist nyheden om, at den amerikanske økonomi i andet kvartal voksede med 3,0 pct., som sendte renterne let nordpå, da en stigning på blot 2,6 pct. var ventet, og da der havde været en negativ vækst på 0,5 pct. i første kvartal.

INGEN LØFTER

Derefter kom Federal Reserve på banen med sin rentemelding. Den indeholdt den ventede beslutning om en fastholdelse af den toneangivende rente i 4,25-4,50 pct. samt den forudsete dissens fra både styrelsesrådsmedlem Christopher Waller og næstformand Michelle Bowman, der begge havde ønsket en rentesænkning på 0,25 pct.point.

Trods den dueagtige åbning fra de to medlemmer af chefgruppen steg renterne bagefter, især i den korte ende. Det skyldtes, at centralbankens formand, Jerome Powell, på sit efterfølgende pressemøde sparkede en mulig rentesænkning til september til hjørne.

Inden onsdagens rentemelding og Jerome Powells bemærkninger indregnede investorerne, målt på handelen med rentefutures, omkring totredjedels chance for en rentesænkning allerede til september.

Den forbeholdne tilgang til spørgsmålet fra centralbankformandens side betød imidlertid, at den sandsynlighed onsdag blev reduceret til under 50 pct.

Powell konstaterede, endnu en gang, at han anser renten for at være "beskedent restriktiv" i 4,25-4,50 pct., og at den er "i en god position" til at reagere på udviklingen.

- Vi har ikke truffet nogen beslutninger om september, det vi gør ikke på forhånd, lød det samtidig.

- Det er svært at sige, om data vil være klare nok på næste møde.

Efter det steg den tiårige rente en smule yderligere fra 4,35 pct., mens især den korte rente, som er mere påvirkelig over for centralbankrenten, hoppede op fra 3,89 pct.

FØR END SIDEN

Flere økonomer har dog samme holdning som Bowman og Waller. At renten burde blive sat ned før end siden.

- Der er nok beviser til pege på, at Federal Reserve burde sænke renten lige nu. Vi mener, at under overfladen er den økonomiske aktivitet bremset op, og det er sandt, uanset om man ser på forbrug eller arbejdsmarkedet, kommenterer Tom Porcelli, cheføkonom hos PGIM, over for Reuters.

- På mange måder er Federal Reserve hjemsøgt af spøgelset fra den "forbigående" fortid. Det skaber en tilbageholdenhed. Jeg tror, at på grund af den "forbigående" fejl, bremser det deres reaktionsfunktion.

Tom Porcelli henviser i den forbindelse til situationen i 2021, da inflationen tog kraftigt til, mens centralbanken betegnede udviklingen som "forbigående" og først i marts 2022, meget sent, mente mange, begyndte at hæve sin rente.

Handelen med rentefutures pegede onsdag på, at renten vil blive sat ned et sted mellem en og to gange i år til 3,96 pct. Tirsdag var buddet på nytårsrenten på 3,87 pct.

.\\˙ MarketWire



Flemming Kruhøffer +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her