03. jul. 2025 kl. 13:38
100 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/tendens: Afventer jobrapport med indeks tæt på status...

Det største nummer på de amerikanske aktiehandleres dagsorden er torsdag jobrapporten for juni, som er rykket en dag frem, fordi amerikanerne fejrer Uafhængighedsdag fredag den 4. juli.

Og frem mod offentliggørelsen af rapporten torsdag eftermiddag synes handlerne at bevæge sig med meget forsigtige skridt i formarkedet.

Op til åbningen af børserne i New York ses blot meget marginal udvikling i handlen med futures for de tre toneangivende indeks. Men den bevægelse, der er, er positiv og peger dermed mod en fortsættelse af den rekordkurs, som to af de tre store indeks har bevæget sig ind på.

Det brede S&P 500-indeks vandt onsdag frem med 0,5 pct. til lukkerekord i 6227,42 indekspoint. Årets sjette rekord. Dow Jones faldt sideløbende marginalt, mens Nasdaq førte an med et løft på 0,9 pct. - ligeledes til en ny lukketop i 20.393,19 point.

UDSIGT TIL AFTAGENDE JOBVÆKST

Jobrapporten ventes at vise, at beskæftigelsen uden for landbruget voksede med 106.000 personer i juni efter en stigning på 139.000 nye job i maj. Og beskæftigelsen i den private sektor ventes at være vokset 100.000 nye ansatte.

Det fremgår af Bloomberg News

Ledigheden ventes at være steget 4,3 pct., som er højeste niveau i tre år.

Aftagende jobvækst og øget ledighed øger den amerikanske centralbanks tilbøjelighed til sænkning af styringsrenten. Måske allerede på mødet i bankens renteudvalg i juli.

Handlerne ser en 25 pct. mulighed for, at centralbanken sænker renten på juli-mødet mod en sandsynlighed på 20 pct. for en uge siden ifølge CME Groups Fedwatch-værktøj. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

INTERESSE FOR SOFTWARE

Selskabsmæssigt er der før børsåbning interesse for chipdesign-softwarefirmaerne Synopsys og Cadence Design Systems, som løftes henholdsvis 5,7 pct. og 5,5 pct. i formarkedet. Baggrunden er, at USA har ophævet eksportrestriktionerne på chipdesign-software til Kina. Det signalerede en nedtrapning af handelsspændingerne mellem verdens to største økonomier.

Tripadvisor stiger 6,3 pct. i formarkedet, efter at finansavisen Wall Street Journal har rapporteret, at aktivistinvestoren Starboard Value har akkumuleret en ejerandel på mere end 9 pct. i onlinerejsefirmaet.

Yderligere går Datadog 9,4 pct. frem i formarkedet, efter at cloud-sikkerhedsfirmaet skal erstatte Juniper Networks i S&P 500-indekset.

Torsdag - før fredagens fejring - er i øvrigt en kort handelsdag i USA, hvor børserne lukker tre timer tidligere end sædvanligt, kl. 13, amerikansk tid svarende til kl. 19 dansk tid.

.\\˙ MarketWire



Henning Nielsen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her