27. sep. 2023 kl. 15:01
140 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/tendens: Amerikanske indeks har udsigt til en puster ...

September er historisk den værste måned på året for aktier, og den igangværende måned har ikke udsigt til at blive en undtagelse.

Det er til trods for, at markedet tager en puster onsdag, hvor futures for de tre ledende indeks - S&P 500, Nasdaq og Dow Jones - viser små plusser på omkring 0,3 pct.

Det sker alt imens, at renterne i USA tikker en anelse ned onsdag, og det giver lidt lettelse til markedet, hvor særligt teknologiaktierne er rentefølsomme.

Renterne har ellers været sendt op de seneste dage, efter at Federal Reserve i sidste uge signalerede, at det igen kan blive nødvendigt at hæve renten, og at låneomkostningerne som minimum vil blive forblive høje i længere tid.

- Markedet havde brug for en grund til at sælge endnu mere ud, men er ikke endt med at få en, siger Hauke Siemssen, strateg hos Commerzbank.

- En del af stabiliseringen kan være psykologisk, siger han videre.

Udviklingen følger en særdeles hård handelsdag tirsdag, hvor der var minusser til alle sektorer. Det var især de teknologitunge brancher, der var tynget af den senere tids kraftigt stigende lange renter.

Det brede S&P 500-indeks faldt derfor med hele 1,5 pct., mens Dow Jones bakkede 1,1 pct., og Nasdaq tabte 1,6 pct.

Fra USA skal investorerne desuden være opmærksomme på den aktuelle situation, hvor politikerne indtil videre ikke er nået til enighed om et nyt statsbudget, der senest skal være på plads ved ugen udgang. Sker det ikke, vil dele af den offentlige sektor blive lukket ned.

- Det er ikke fremmende for stemningen, siger Tine Choi Danielsen, der er chefstrateg hos PFA.

COSTCO FALDER EFTER SVAGT SALG

Costco Wholesales aktie falder 1,7 pct. i onsdagens formarked, efter den amerikanske varehuskædes regnskab for fjerde kvartal har skuffet med en svag udvikling i salget.

Til gengæld er indtjeningen god, og Morgan Stanley peger på, at nedturen meget vel kan hænge sammen med, at Costco ikke vil melde ud, hvornår det agter at løfte sine medlemsgebyrer. Det skriver Bloomberg News.

De fleste indtjeningsposter i regnskabet er således en del bedre end ventet.

Men ifølge Morgan Stanley er det en skuffelse, at Costco endnu ikke har løftet sine medlemsgebyrer. Ifølge Morgan Stanley vil et højere medlemsgebyr angiveligt løfte driftsresultatet, EBIT, med 3 pct. i de kommende to år.

I fjerde kvartal oplevede Costco en fremgang i indtægterne på knap 10 pct. til 78,94 mia. dollar mod ventede 77,72 mia. dollar, men det underliggende sammenlignelige salg steg blot 1,10 pct. mod ventede 1,87 pct. ifølge Bloomberg News.

CHIPPRODUCENT SIGTER MOD STIGNING

Aktierne i chipproducenten Micron ligger marginalt højere i onsdagens formarked. Selskabet leverer regnskab for fjerde kvartal af det skæve regnskabsår 2022/23, der sluttede 1. september, efter børslukketid onsdag.

Aktien handles 0,7 pct. højere end tirsdagens slutniveau. Aktien er siden nytår steget omkring 37 pct.

Ifølge Bloomberg News vil handlerne kigge efter, om markedet for hukommelseschips viser tegn på bedring hjulpet af efterspørgsel fra AI-sektoren. Omsætningen og resultaterne har siden andet kvartal i år været påvirket af lav efterspørgsel.

Ifølge estimater fra Bloomberg ventes en ordinær omsætning i fjerde kvartal på 3,93 mia. dollar og et ordinært tab per aktie på 1,18 dollar.

BIOTEKSELSKAB OP PÅ PARTNERAFTALE

Biotekselskabet Ginkgo Bioworks Holdings er strøget til vejrs i det amerikanske formarked, efter at selskabet har indgået en partneraftale med Pfizer om udvikling af nye RNA-lægemidler.

Det skriver Bloomberg News.

Aftalen omfatter tre lægemiddelprogrammer, og der er aftalt samlede milepæle på op til 331 mio. dollar.

Hertil kommer betalinger for Ginkgos udviklingsarbejde og royalties af et eventuelt kommende salg.

Aktien i Ginkgo stiger 14 pct. forud for handelsstart.

RNA-molekylers opbygning minder om DNA, og kan transportere genetisk information og regulere celleprocesser.

.\\˙ MarketWire



Charlotte Mackeprang +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail:[email protected], www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her