15. sep. 2025 kl. 14:14
43 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/tendens: Elon Musks aktiekøb sender Tesla til tops

Tesla sendes til tops i det amerikanske formarked på nyheden om, at grundlægger og topchef Elon Musk har købt aktier for 6,4 mia. kr. Aktien bidrager dermed til, hvad der ligner endnu en grøn åbning for det amerikanske marked mandag.

Futuren for det brede S&P 500-indeks ligger mandag før åbningen 0,2 pct. højere, mens Dow Jones-futuren stiger 0,2 pct.

Imens ligger Nasdaq 100-futuren i et marginalt plus på 0,1 pct.

S&P 500-indekset endte fredag med et marginalt fald på knap 0,1 pct. For Nasdaq-indekset var der efter en stigning på 0,4 pct. tale om den femte rekord i træk for indekset og den ottende handelsdag på stribe med fremgang, hvilket samtidig markerer den bedste stime i over et år, skriver Bloomberg News.

Dow Jones-indekset endte med et fald på 0,6 pct.

Ugens helt store store fokus er fortsat, om den amerikanske centralbank, Federal Reserve, vil modsætte sig markedets forventninger om en række rentenedsættelser, når renteudvalget, FOMC, mødes.

Rentemeddelelsen bliver offentliggjort onsdag aften.

ELON MUSK AKTIEKØB

Mandag kom det frem, at Tesla-topchef og -grundlægger Elon Musk har købt over 2,5 mio. aktier i selskabet. Det svarer til en et samlet aktiekøb på omkring 6,4 mia. kr., hvilket fremgår af en indberetning til de amerikanske børsmyndigheder, US Securities & Excange Commission, skriver Bloomberg News.

Fredag skød Tesla-aktien i vejret med 7,4 pct. til 395,94 dollar, efter at elbilproducenten fik grønt lys til at teste sine selvkørende biler i staten Nevada.

Tesla-aktien stiger i det amerikanske formarked mandag med 8,3 pct.

Omvendt er den amerikanske chipgigant Nvidia i tilbagegang i formarkedet, efter at Kina i en indledende kulegravning har fundet brud på landets konkurrencelov, fremgår det af Bloomberg News.

I en kortfattet meddelelse fra de kinesiske konkurrencemyndigheder lyder det, at Nvidia har brudt konkurrenceloven. Det oplyses ikke, hvad myndighederne har fundet frem til i den indledende undersøgelse.

Nvidia har dog tidligere oplyst, at selskabet er under kulegravning i Kina, da myndighederne i landet kræver, at det amerikanske selskab bliver ved med at forsyne lokale selskaber, hvis Nvidia vil have godkendt opkøbet af selskabet Mellanox.

Nvidia købte amerikansk-israelske Mellanox, der producerer netværksteknologi, i 2020.

Aktien falder 1,5 pct. i formarkedet.

Meddelelsen landede da amerikanske og kinesiske embedsmænd gik ind til den anden dag af handelsforhandlingerne i Madrid, hvilket øgede presset på USA under de følsomme forhandlinger, skriver Bloomberg News.





.\\˙ MarketWire



Rasmus Hall +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:[email protected], www.ritzaufinans.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her