12. sep. 2023 kl. 14:31
146 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/tendens: Fald i vente anført af teknologi efter skuff...

Der er udsigt til en negativ aktieåbning i USA tirsdag efter et skuffende regnskab mandag aften fra Oracle, der falder tungt og har trukket flere andre teknologiaktier med ned i sølet. Derimod er der en pæn gevinst i sigte for investorerne i emballagevirksomheden Westrock efter nyheden om en fusion med et irsk selskab.

Futures for de tre store amerikanske aktieindeks ligger godt en times tid før åbningen af børserne i New York mellem 0,1 og 0,4 pct. lavere. Mest falder futuren for det teknologitunge Nasdaq 100-indeks efter gårsdagens meldinger fra Oracle, som også tynger andre selskaber i samme sektor.

Særligt udviklingen i Oracles cloud-forretning var væsentligt svagere, end analytikerne havde ventet. Det rammer især andre cloud-udbydere som Microsoft, IBM, Alphabet og Amazon, der står til at åbne mellem 0,3 og 0,8 pct. lavere, når handlen i New York går i gang klokken 15.30.

Det er dog i småtingsafdelingen i forhold til kursudviklingen i Oracle, som i formarkedet ligger hele 10,3 pct. lavere.

Tesla-aktien ser ligeledes ud til at falde fra start efter mandagens markante stigning på 10,1 pct. til 273,58 dollar. I formarkedet ligger Tesla-aktien 0,9 pct. lavere.

Mandag nød aktien godt af en løftet anbefaling fra finanshuset Morgan Stanley, der fremhævede et kæmpe potentiale i selskabets Dojo-supercomputer, som vurderes at kunne lægge op til 500 mia. dollar til markedsværdien gennem en hurtigere adoption af robotaxaer og netværksservice.

EMBALLAGEVIRKSOMHED INDLEMMES I IRSK SELSKAB

I den mere positive ende ligger den amerikanske emballagevirksomhed Westrock, der stiger 5,7 pct. til 36 dollar i formarkedet. Stigningen kommer efter annonceringen af en fusion med irske Smurfit Kappa Group i en transaktion til 11,2 mia. dollar.

Aktionærerne i Atlanta-baserede Westrock vil modtage, hvad der svarer til 43,51 dollar per aktie i kontanter og aktier. Det fusionerede selskab skifter navn til Smurfit Westrock med base i Dublin.

Investorerne i det amerikanske biotekfirma Acelyrin står derimod til gedigne tab i tirsdagens marked efter et floppet studie med selskabets hovedprodukt, Izokibep, som er et middel til behandling af kronisk inflammatorisk hudsygdom.

Studiet mødte ikke det primære endemål i de kliniske forsøg, meddelte selskabet efter børslukketid i USA mandag aften.

I formarkedet tirsdag ligger aktien 57 pct. lavere efter resultaterne, som analytikerne hos Piper Sandler kalder "overraskende" og drevet af et "gådefuldt" frafald af patienter i studiet.

Acelyrin havde med lukkekursen mandag på 27,90 dollar en børsværdi på 2,7 mia. dollar. Et fald på 57 pct. svarer dermed til et fald i børsværdien på omkring 1,5 mia. dollar.

.\\˙ MarketWire



(Redaktion +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk)

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her