23. aug. 2023 kl. 14:34
214 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/tendens: Foot Locker står til læsterlige klø i ellers...

Skokæden Foot Locker står til en gevaldig kurslussing fra starten af den amerikanske aktiehandel onsdag, hvor pilen ellers overordnet set peger mod en let positiv åbning.

Selskabet skuffede med sit regnskab for andet kvartal, hvor prognosen for hele året også blev nedjusteret, og med sig ned i dyndet trækker Foot Locker på den baggrund også flere af sine leverandører.

Generelt peger handlen med futures, der lader investorerne spekulere i fremtidige indeksniveauer, ellers frem mod en let positiv start i niveauet 0,1-0,2 pct. for de tre toneangivende indeks i USA, S&P 500, Nasdaq og Dow Jones.

Alt i mens kigger investorerne frem mod weekendens centralbanktræf i Jackson Hole i staten Wyoming, hvor der vil blive holdt godt øje med kommentarer om kursen for pengepolitikken.

- Jeg tror ikke, at markedet venter nogen form for udmelding, der indikerer, at rentestigningerne er forbi. Men investorerne kigger efter hvad som helst, der kan vende den kortsigtede negative stemning, siger Rick Meckler, der er partner hos Cherry Lane Investments, til nyhedsbureauet Reuters.

FOOT LOCKERS SALG YDERLIGERE UNDER PRES

For Foot Locker ser det dog rigtig skidt ud på helt kort sigt. Aktien falder med massive 30,6 pct. til 16,10 dollar i formarkedet efter regnskabet for andet kvartal 2023/24.

Det viste et fald i det sammenlignelige salg på 9,4 pct. mod konsensus om et dyk på 8,9 pct. blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

Samtidig er forventningerne til hele regnskabsåret blevet nedjusteret, og udbyttebetalingen er blevet sat på pause.

Foot Locker venter nu et dyk i det sammenlignelige salg på 9-10 pct. i hele regnskabsåret mod den tidligere forventning om et fald på 7,5-9,0 pct.

For den justerede indtjening per aktie ventes der nu 1,30-1,50 dollar mod tidligere ventet 2,00-2,25 dollar. Analytikerne ventede inden regnskabet 1,98 dollar, viser estimaterne fra Bloomberg News.

Med sig ned i dyndet trækker Foot Locker desuden også flere af de største leverandører.

Nike falder i formarkedet med 3,7 pct. til 97,70 dollar, og Under Armour bakker 2,3 pct. til 6,40 dollar.

Nedtur er der også igen til biografkæden AMC Entertainments, der falder med 10,2 pct. til 2,02 dollar i formarkedet og dermed styrer mod tredje handelsdag på stribe med et tocifret dyk, efter at endnu en juridisk sten er fjernet fra vejen i forhold til den omdiskuterede konverteringsplan i selskabet.

Mandag faldt aktien 23,7 pct., og tirsdag bakkede den 18,3 pct.

Bedre går det for Urban Outfitters, der slog forventningerne i markedet med sit regnskab for andet kvartal 2023/24.

Indtjeningen per aktie endte her på 1,10 dollar mod konsensus om 0,89 dollar, og aktien stiger med 4,9 pct. til 35,75 dollar i onsdagens formarked.

.\\˙ MarketWire



Mikkel Brix Kvols +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her