04. sep. 2025 kl. 13:42
108 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/tendens: Fortsat fremgang ventes på taltung dag - Sal...

Fremgangen ser ud til at fortsætte på børserne i New York, når de åbnes senere torsdag eftermiddag.

Futures for de tre ledende aktieindeks handles i timerne frem mod åbningen med plusser på 0,2 pct. for det brede S&P 500 indeks og på 0,2 pct. for det teknologidominerede Nasdaq-indeks, marginale 0,02 pct. for de tunge aktiers Dow Jones-indeks.

Dermed er billedet nogenlunde det samme som onsdag, hvor det S&P 500-indekset og Nasdag steg henholdsvis 0,5 pct. og 1,0 pct., mens Dow Jones-indekset gik baglæns med 0,1 pct.

NØGLETAL PÅ STRIBE

Torsdagens handel ventes præget af en serie væsentlige amerikansk nøgletal fra arbejdsmarkedet, hvor eftermiddagen byder på humørbarometeret ISM for den vigtige amerikanske servicesektor for august. Det ventes ifølge Bloomberg News at stige til 51,0 fra 50,1 i juli.

Men forinden kommer to beskæftigelsestal, som også ses som indikatorer for stemningen i det amerikanske arbejdsmarked:

ADP´s beskæftigelsesrapport for den private sektor i USA ventes at vise en vækst i beskæftigelsen på 68.000 stillinger i august mod 104.000 i juli. Umiddelbart derefter kommer tal for nytilmeldte ledige i sidste uge, som ventes at stige marginalt til 230.000 nye ledige fra 229.000 nye ledige ugen før.

Men den vigtigste strømpil for det amerikanske arbejdsmarked - og dermed for forventningerne til en snarlig amerikansk rentenedsættelse - ventes først fredag eftermiddag med offentliggørelsen af jobrapporten for august. Her ventes en stigning i antallet af job uden for landbruget på 75.000 eller samme antal som måneden før.

Forinden har handlerne taget bestik af en dueagtig tone fra centralbanken, Federal Reserve, efter at juli måneds jobtal tegnede et dystert billede af arbejdsmarkedet, og formanden for banken, Jerome Powell, anerkendte stigende risici for beskæftigelsen sidst i august.

En svag rapport om ledige stillinger i juli onsdag pressede handlernes forventninger om en amerikansk rentenedsættelse i september op over 97 pct. ifølge CME´s Fedwatch Tool, rapporterer Reuters.

SALESFORCE TABER STYRKE

Selskabsmæssigt er der torsdag negativ opmærksomhed til Salesforce, som falder 7,5 pct. i formarkedet, efter at cloudvirksomheden onsdag forudsagde en omsætning i tredje kvartal, der ligger under forventningerne i Wall Street.

Skuffelsen afspejler en langsommere værdiskabelsen fra selskabets AI-agentplatform.

American Eagle Outfitters løftes 26,7 pct., efter at tøjfirmaet onsdag varslede et sammenligneligt salg i tredje kvartal, der er højere end forventet, da partnerskaber med kendisser - her i blandt Sydney Sweeney - øger efterspørgslen.

Figma mister 15,3 pct., efter at designsoftwarefirmaets første kvartalsresultater som et børsnoteret selskab ikke imponerede investorerne.

For de syv store magnificent seven-aktier tegner handlesdagen sig før åbningen lettere negativt.

Amazon, Tesla, og Meta løftes 1,2-1,6 pct. i formarkedet, mens Nvidia, Apple, Microsoft og Alphabet falder 0,1-0,3 pct.

Ud over nyt fra aktieselskaberne og data fra arbejdsmarkedet vil handlerne torsdag følge med i høringen af den amerikanske præsident Donald Trumps økonomiske rådgiver, Stephen Miran, i Senatet. Miran er nomineret til en plads til toppen af den amerikanske centralbank, efter guvernør Adriana Kuglers.

.\\˙ MarketWire

















Henning Nielsen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her