26. aug. 2025 kl. 14:19
48 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/tendens: Halvsur dag i sigte efter Trumps angreb på F...

De amerikanske aktiemarkeder går en halvsur dag i møde som følge af pres fra stigende renter. Renterne er krøbet i vejret, efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, mandag valgte at fyre en centralbankdirektør, og det har fornyet bekymringerne om centralbankens uafhængighed.

Futures for de tre ledende amerikanske aktieindeks ligger tirsdag halvanden time før børsstart med fald på 0,2 pct.

Mandag var den primære farve på de amerikanske aktiemarkeder også rød, da det blev til fald på 0,4 pct. for det brede S&P 500-indeks, 0,8 pct. for det smalle Dow Jones-indeks, mens det teknologitunge Nasdaq-indeks kunne nøjes med et minus på 0,2 pct.

Investorer afventer også Nvidias regnskab og en vigtig inflationsrapport senere på ugen for at få mere indsigt i kunstig intelligens og rentenedsættelser - de to store temaer bag de seneste markedsgevinster.

I et hidtil uset træk sagde Trump, at han vil fjerne centralbankdirektør Lisa Cook på grund af påståede uregelmæssigheder i forbindelse med opnåelse af realkreditlån. Det fik investorerne til at bekymre sig om, hvad det også kunne betyde for udsigterne for pengepolitikken blot få uger før centralbankens næste møde.

Donald Trumps handling vil sandsynligvis blive mødt med juridiske udfordringer, men hvis det lykkes, vil det give ham mulighed for at nominere et nyt medlem til centralbankens bestyrelse på et tidspunkt, hvor han har opfordret til lavere renter.

- Hvis afskedigelsen overlever en tur i retssalen, skal Senatet bekræfte en eventuel efterfølger. Centralbankcheferne har stadig stemmeret. Tilliden til disse kontroller kan begrænse den negative markedsreaktion, siger Paul Donovan, cheføkonom hos UBS Global Wealth Management, ifølge Reuters.

ECHOSTAR SKYDER I VEJRET



Echostar stiger med 71,4 pct. til 51,22 dollar i formarkedet, efter at den amerikanske satellitbredbåndskoncern har indvilliget i at sælge mobiltelefonilicenser for omkring 23 mia. dollar til teleoperatøren AT&T.

Aftalen hjælper med at holde Echostar oven vande og afværge myndighedernes bekymringer om brugen af selskabets radiobølger.



Salget vil udvide AT&T´s netværk og tilføje omkring 50 MHz lavbånds- og mellembåndsspektrum i en kontanttransaktion.

AT&T-aktien løftes med 0,4 pct. i formarkedet.



NOVO-RIVAL MELDER SIG KLAR TIL AT SØGE OM GODKENDELSE FOR FEDMEPILLE



Novo Nordisks store amerikanske rival, Eli Lilly, venter at ansøge om markedsføringstilladelse for sin vægttabspille Orforglipron senere i år.

Det fremgår af en meddelelse fra Eli Lilly, i forbindelse med at selskabet præsenterer nye resultater fra et fase 3-studie med pillen i overvægtige type 2-diabitikere.

Aktien i Eli Lilly stiger tirsdag 2,1 pct. i det amerikanske formarked.

Aktien i Interactive Brokers stiger i tirsdagens formarked med 4,1 pct., efter at børsmægleren nu indlemmes i det amerikanske hovedindeks S&P 500.

Ud af hovedindekset ryger i stedet USA´s største apotekerkæde, Walgreens Boots Alliance, hvis aktie ligger uændret i formarkedet.

FOKUS PÅ REGNSKAB FRA NVIDIA

Nvidias regnskab onsdag efter lukketid vil være en vigtig katalysator for de amerikanske aktier, der er steget i løbet af de seneste par år på grund af den potentielle indtjeningsvækst fra AI.

Investorer vil også se efter detaljer om, hvordan den nylige aftale om indtægtsdeling med den amerikanske regering kan påvirke prognoserne.

AI-entusiasmen har også presset værdiansættelserne for S&P 500-aktierne op til over de langsigtede gennemsnit, hvilket ifølge Reuters øger risikoen for et udsalg, hvis chipgiganten ikke lever op til markedets forventninger.

Nvidia-aktien stiger 0,4 pct.

I chipsektoren løftes AMD med 2,4 pct., efter at finanshuset Truist har hævet sin anbefaling for aktien til "køb" fra "hold".



.\\˙ MarketWire



Jakob Due Jakobsen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail:[email protected], www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her