11. sep. 2025 kl. 14:13
57 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/tendens: Lettere optimistisk opmærksomhed fokuseret p...

De amerikanske aktiehandlere tager den med ro først på eftermiddagen torsdag frem mod inflationsrapporten for august, som offentliggøres en time før børserne i New York åbner.

Men tendensen er til den let positive side med plusser i handlen med futures for de tre ledende amerikanske aktieindeks på 0,2-0,3 pct.

Dermed er der torsdag mulighed for end en indeksrekord i en efterhånden lang række for det brede S&P 500-indeks, som onsdag lukkede i sin 23. rekord i 6532,05 indekspoint, og for det teknologidominerede Nasdaq-indeks som steg marginalt til 21.886,06 point, som også var rekord for 23. gang i år.

For de tunge aktiers Dow Jones-indeks er situationen lidt mere speget. Indekset dykkede onsdag 0,5 pct. fra sin lukketop dagen før.

VENTER UÆNDRET KERNEINFLATION

Kl. 14.30 offentliggøres friske data for den amerikanske inflation i august, og forventningen er ifølge Bloomberg News, at den vi stige til 2,9 pct. fra 2,7 pct. måneden før.

For kernepriserne - som fraregner prisudviklingen for fødevarer og energi - ventes en uændret inflation på 3,1 pct.

Allerede onsdag fik markedet et forvarsel om udviklingen med data for producentpriserne i august. De viste en overraskende neddæmpning af stigningen til 2,6 pct. på årsbasis, mens økonomerne havde ventet en stigning på 3,3 pct., som ville have svaret til stigningen måneden før.

SER FREM MOD RENTEMØDE ONSDAG

Udviklingen i inflationen vil være retningsgivende for de pengepolitiske beslutninger, den amerikanske centralbank, Federal Reserve, Fed, skal træffe på rentemødet onsdag i næste uge. Forventningen er, at den toneangivende rentesats sænkes med 25 basispoint - eller måske endda det dobbelte.

Nylige økonomiske indikatorer har vist, at det amerikanske arbejdsmarked ER svagere end tidligere antaget, og det har øget satsningen i markedet på en dobbelt rentesænkning til 10,2 pct. CME´s FedWatch-værktøj. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Vi forventer, at de kommende forbrugerprisinflationsdata i dag også vil holde døren åben for en genoptagelse af amerikanske rentesænkninger. Kombinationen af en afdæmpning i jobvæksten og en stadig håndterbar inflation bør holde Fed på rette spor til at sænke renten, med en forventet rentesænkning på 25 basispoint i september, siger Mark Haefele, investeringsdirektør hos UBS Global Wealth Management til nyhedsbureauet.

NYE LEDIGE

Indikationer for tilstanden på arbejdsmarkedet ventes også torsdag eftermiddag med nøgletal for nytilmeldte ledige i sidste uge.

Her ventes ifølge Bloomberg News en tilgang på 235.000 nye ledige mod 237.000 nye ledige ugen før.

Tilsammen illustrerer de to sæt nøgletal det dobbelte mandat, som sætter vilkårene for den amerikanske centralbanks pengepolitik. Den skal på samme tid sikre maksimal beskæftigelse og stabile priser.

ORACLE I FORTSAT FREMDRIFT

Selskabsmæssigt forudses torsdag fortsat opmærksomhed til netværks- og cloud computing-aktien i Oracle, som onsdag tordnede frem med et plus på 36 pct. og nu nærmer sig et medlemskab af klubben af selskaber med en markedsværdi over 1000 mia. dollar.

Den voldsomme kursudvikling satte ind, efter Oracle i forbindelse med sit kvartalsregnskab tirsdag efter amerikansk børslukketid spåede en vækst i sin forretning inden for cloud-infrastruktur på 77 pct. i dette regnskabsår til 18 mia. dollar samt en fortsat vækst over de kommende fire år til hele 144 mia. dollar.

Stigningen genoplivede AI-handelen onsdag, hvilket udløste en stigning i kunstig intelligens-forbundne chip- og forsyningsvirksomheder, der leverer strøm til datacentre.

I torsdagens formarked fortsætter Oracles opturen med et plus på 1,9 pct.

Og for branchefællerne i "magnificent seven" ses der i formarkedet plusser på 0,1-1,1 pct. til Tesla, Amazon, Nvidia, Microsoft, Meta, Apple, Alphabet.

På en trist baggrund er der i formarkedet også plusser til de amerikanske våbenaktier, efter at den konservative aktivist Charlie Kirk blev skudt og dræbt på et universitet i Utah onsdag. Med særlig relevans for det europæiske aktiemarked er der torsdag plus til Ecovyst på 6,2 pct., efter at franske Technip Energies har indgået en aftale om at købe kemiselskabets Advanced Materials & Catalysts-forretning for 556 mio. dollar.

.\\˙ MarketWire



Henning Nielsen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her