05. mar. 2025 kl. 13:58
110 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/tendens: Mulig toldlempelse spreder forsigtig optimisme

Et muligt toldkompromis mellem USA på den ene side og Canada med Mexico på den anden side ser onsdag ud til at løfte stemningen på det amerikanske aktiemarked.

USA´s handelsminister, Howard Lutnick, luftede efter amerikansk børslukning tirsdag muligheden for, at præsident Donald Trump kan lempe på tolden, der ellers trådte i kraft netop tirsdag.

Forud for handelsstart i New York stiger futures 0,2-0,4 pct.

Det følger en omskiftelig tirsdag, hvor tungsind fra præsident Donald Trumps toldtrusler først blev vendt til forsigtig optimisme, inden stemningen igen skiftede.

USA´s told mod Canada og Mexico på 25 pct. trådte i kraft tirsdag. Begge lande har svaret igen med told mod USA. Også Kina var omfattet af præsidentens toldbarrage.

Tirsdag faldt S&P 500-indekset med 1,2 pct., mens Dow Jones og Nasdaq-indekset bakkede henholdsvis 1,6 og 0,4 pct.

LUNEFULD TRUMP SKABER USIKKERHED

Selv om udsigten til en lempelse af tolden er værdsat af investorerne, giver Donald Trumps omskiftelige tilgang til samhandlen med USA´s partnere også handlerne grå hår.

Told den ene dag og mulig lempelse af samme told dagen efter skaber nemlig usikkerhed.

- Markedet kan ikke lide usikkerhed, og tolden vil sandsynligvis hænge ved som en mulig risiko, siger Nataliia Lipikhina, der er aktiestrateg i JPMorgan Private Bank, til Bloomberg TV.

- Men hvis vi ser på indtjeningsvæksten i USA, ser vi faktisk tocifret vækst i 2025 og 2026. Vi køber lige nu op efter dykket, fortsætter hun.

Lempelserne kan ifølge Reuters omfatte biler og bildele.

- Hvis Lutnicks kommentarer omkring lempede told mod Canada og Mexico holder, vil det lette nogle af vores bekymringer, siger Mohit Kumar, der er cheføkonom i Jefferies, til Reuters.

Udsigten til mindre told på biler og bildele understøtter onsdag amerikanske bilaktier som Ford, General Motors og Tesla efter store fald tirsdag.

Ford øger 1,5 pct. i formarkedet, General Motors stiger 3,9 pct., og Tesla går frem med 1,4 pct.

NYT PÅ NØGLETALSFRONTEN

Onsdag venter også en række vigtige økonomiske data for handlerne, der kan give et indblik i tilstanden for den amerikanske økonomi.

Først venter nyt fra det private jobmarked i skikkelse af ADP-jobrapporten, der vanen tro kommer før den officielle jobrapport med offentliggørelse fredag. I februar ventes det private jobmarked at være vokset med 140.000 stillinger - en væsentlig tilbagegang fra 183.000 stillinger i januar.

Senere ud på eftermiddagen offentliggøres det vigtige ISM-indeks for den amerikanske servicesektor, der i februar ventes at være gået tilbage til 52,5 fra 52,8 måneden før.

Donald Trumps told mod andre lande ventes af flere at puste til inflationen i USA. Derfor har handlerne øget deres bud på rentesænkninger fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, til nu tre i år.

CROWDSTRIKE STRAFFES FOR REGNSKAB

Flere af tirsdagens helt store tabere har onsdag kurs mod revanche. Det gælder blandt andet finansaktier som Citigroup, Morgan Stanley og Bank of America med stigninger i formarkedet på 0,4-0,9 pct.

Også nogle af de store teknologiselskaber som Meta og Amazon har kurs mod fremgang på 0,5-0,8 pct. efter dyk tirsdag.

Imens falder cybersikkerhedskoncernen Crowdstrike 7,7 pct. i det amerikanske formarked, efter at selskabet i sit regnskab efter børslukning skuffede med forventningerne til første kvartal.

Her spår Crowdstrike i overensstemmelse med analytikerne et salg på 1,10-1,11 mia. dollar, mens forventningen til det justerede overskud per aktie på 0,46-0,66 dollar er noget lavere end konsensus på 0,96 dollar.

.\\˙ MarketWire



Morten Frederik Heltoft +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her