10. sep. 2025 kl. 13:41
261 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/tendens: Oracle går ekstrem fremgang i møde efter stæ...

Oracles bomstærke forventninger til væksten i forretningen for cloud-infrastruktur og en række lukrative aftaler sender it-aktien op i formarkedet med mere end 33 pct.

Mere end 200 mia. dollar står selskabets markedsværdi til at vokse med, hvis stigningen holder dagen igennem.

Den gode stemning fra Oracles prognose smitter af på futures for de amerikanske aktieindeks, der går en ny dag i møde med mulighed for friske rekorder.

Futuren for S&P 500-indekset stiger 0,3 pct., og futuren for Nasdaq 100-indekset vinder 0,2 pct. Dermed kan begge indeks sætte årets 23. rekord. Imens står Dow Jones-indekset til et dyk på 0,2 pct.

Onsdag bød på rekorder til de tre toneangivende indeks i USA. S&P 500 steg 0,3 pct., og Nasdaq øgede 0,4 pct. Det var årets 22. rekord for de to indeks. Imens steg Dow Jones 0,4 pct. til årets tredje rekord.

På nøgletalsfronten venter nyt om producentpriserne i august, efter at de i juli voksede med 3,3 pct. fra 2,4 pct. måneden før. Niveauet ventes fastholdt i august, mens kerneproducentpriserne ventes at aftage til 3,5 pct. fra 3,7 pct. i juli.

Selv hvis producentpriserne skulle vise sig opadgående, bør det ikke ændre på, at en rentenedsættelse fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, nærmer sig.

- Et tegn på, at den forhøjede inflation ikke bare er stædig, men på vej op, kan spolere håbet om flere nedsættelser på stribe, siger analysechef Susannah Streeter fra Hargreaves Lansdown til Reuters.

- Det er usandsynligt, at det vil afspore Federal Reserve denne måned, men "dot plot"-oversigten for rentenedsættelserne kan blive mere usikkert fortsætter hun.

ORACLE IMPONERER MED FORVENTNINGER

Det amerikanske it-selskab Oracle har kurs mod sin største endagsstigning i 26 år efter en særdeles stærk prognose for cloud-forretningen.

Samtidig har Oracle i kvartalet underskrevet fire kontrakter med tre forskellige kunder i milliardklassen. Det betyder en vækst i selskabets ordrebog målt på de kontraktmæssigt sikrede kommende indtægter på svimlende 459 pct. til 455 mia. dollar.

Aktien stiger 33,3 pct. i det amerikanske formarked. Dermed har aktien kurs mod en stigning i markedsværdien på knap 225 mia. dollar. Det vil være nok til at indtræde i den globale top 10 over selskaber med størst markedsværdi.

I Oracles indeværende regnskabsår ventes en vækst på 77 pct. i omsætningen i forretningen for cloud-infrastruktur til 18 mia. dollar. I de efterfølgende år er ventet fremgang til 32 mia. dollar, 73 mia. dollar, 114 mia. dollar og 144 mia. dollar.

- Vi er på alle måder chokeret på en meget, meget god måde, sagde analytiker Brad Zelnick fra Deutsche Bank ved Oracles analytikerkonference ifølge Bloomberg News.

- Der er ikke noget bedre bevis på det jordskred, der sker på området, end de resultater, I har fremlagt, fortsætter han.

Den stærke prognose faldt sammen med Oracles regnskab for første kvartal, der trods stor vækst i blandt andet cloud-infrastrukturforretningen var en spids under markedets forventninger.

De optimistiske meldinger gør også godt for andre selskaber med AI-relaterede aktiviteter. Chipproducenterne Nvidia og Broadcom stiger henholdsvis 2,7 pct. og 2,2 pct. i formarkedet.

SYNOPSYS I STOR NEDTUR

For chipdesigneren Synopsys er der lagt op til en blodrød dag på børsen onsdag.

Selskabet beretter om en afmatning i Kina, der er det største marked for mikrochips fra de amerikanske eksportrestriktioner.

Aktien sendes baglæns med 23,1 pct. i formarkedet.

Synopsys aflagde efter børslukning tirsdag regnskab for sit forskudte tredje kvartal, der bød på flere skuffelser - både på regnskabsposterne og i de dertilhørende kommentarer fra topchef Sassine Ghazi.

Den administrerende direktør oplyste i forbindelse med regnskabet, at Synopsys´ forsøg på at udvikle egne patentbeskyttede designprodukter og intellektuel ejendom ikke har båret frugt - blandt andet som følge af udfordringerne i Kina.

Samtidig var årsprognosen for den justerede indtjening per aktie helt ved siden af forventningerne i markedet. Her spås 12,76-12,80 dollar per aktie mod konsensus på 15,11 dollar ifølge Bloomberg News.

.\\˙ MarketWire



Morten Frederik Heltoft +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her