02. sep. 2025 kl. 14:16
75 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/tendens: På vej til at indlede ugen klædt i rødt - to...

Der er udsigt til en negativ start på ugen, når de amerikanske aktiehandlere tirsdag møder ind fra den forlængede weekend oven på mandagens fejring af Labor Day.

Pepsico ligner dog en undtagelse. Aktivistfonden Elliot Investment Management har ifølge Wall Street Journal købt aktier i læskedrik- og snackkæmpen for omtrent 4 mia. dollar.

Det sker med planer om at skubbe på for ændringer for at få løftet aktiekursen, skriver finansavisen. Og Elliots ankomst og forventningens glæde har da også i sig selv formået at sende Pepsico i vejret med 5,7 pct. i formarkedet.

Futures indikerer til gengæld klare fald på 0,8 pct. til S&P 500-indekset og 0,9 pct. til det teknologitunge Nasdaq-indeks. Desuden falder Dow-futuren 0,5 pct.

Nedturen følger bredt funderede fald i fredags, hvor S&P 500-indekset tabte 0,6 pct.

BIOTEKAKTIER STRÅLER

Der er dog også store lyspunkter tirsdag og massiv fremdrift i sigte for biotekselskabet United Therapeutics efter positive resultater fra et afsluttende studie med en lægemiddelkandidat mod lungesygdommen idiopatisk pulmonal fibrose.

Aktien brager i vejret med 49 pct.

Også en anden biotekaktie, Ionis Pharmaceuticals, viser tænder og stiger 18 pct. efter et positivt resultat fra et fase 3-studie - her med et middel mod for meget fedt i blodet.

Fra regnskabsfronten kommer nyt fra detailkæmper som Macy´s og Dollar Tree, der falder 1 pct. og 0,3 pct. inden åbningen.

Kort efter markedets åbning vil investorerne også rette blikket mod de amerikanske indkøbschefers aktivitetsindeks, ISM, for fremstillingsindustrien.

Indekset ventes at være steget anelse til 49,0 i august fra 48,0 i juli.

Målingen er konstrueret så en værdi under 50 indikerer aftagende vækst, så får økonomerne ret, vil målingen næppe ændre meget på markedets forventninger til en rentenedsættelse fra den amerikanske centralbank på mødet midt september.

Markedet anser i øjeblikket rentenedsættelsen for næsten givet. Ifølge futuremarkedet sættes sandsynligheden for en rentenedsættelse på 25 basispoint til 92 pct.

.\\˙ MarketWire



Jakob Dalskov +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her