01. aug. 2023 kl. 14:55
23 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/tendens: Rød start i sigte efter dystre nøgletal fra ...

Aktiemarkedets optur, der har sendt S&P 500-indekset til det højeste niveau i 16 måneder, ser tirsdag ud til at løbe ind i lidt modvind efter skuffende nøgletal fra Kina og forud for denne uges vigtige nøgletal.

Dagen har også budt på regnskaber fra et par medicinalsværvægtere, hvor Pfizer har nedjusteret, mens Merck har opjusteret. Også Caterpillar har også aflagt tal for andet kvartal.

Renterne tikker lidt opad, hvilket lægger lidt pres på de rentefølsomme teknologiaktier i Nasdaq-indekset, der ifølge futures indikeres at ville åbne med fald på 0,5 pct. efter mandagens plus på 0,2 pct.

Futures for 500-indekset indikerer en negativ åbning på 0,3 pct. efter mandagens plus på 0,2 pct., mens Dow Jones-indekset ligger til at åbne med et minus på 0,1 pct.

S&P 500 er nu kun 5 pct. fra alle tiders højeste niveau, hvilket sker forud for denne uges vigtige nøgletal, der blandt andet omfatter dagens ISM-opgørelse og fredagens arbejdsmarkedsrapport.

Torsdag efter lukketid afventes også regnskaberne fra teknologisværvægterne Apple og Amazon.

- Når vi ser frem herfra, føler vi, at drivkræfterne bag rallyet kan blive en smule mere blandede, siger Karim Chedid, investeringsstrategichef hos Blackrock, ifølge Bloomberg News.



- Vi føler stadig ikke, at bunden i indtjeningen er nået endnu. Selv om makrobilledet har været stærkere end forventet, er der ingen tvivl om, at stramningen fra centralbank af pengepolitikken begynder at påvirke, fortsætter han.

Kinesiske PMI-tal fra Caixin viste natten til tirsdag et overraskende stort fald i fabriksaktiviteten i juli, og nu er niveauet dumpet under balancepunktet.

Fra Kina er der også kommet skuffende tal fra boligmarkedet, hvor boligsalget præsterede det største fald i et år.

PFIZER NEDJUSTERER EFTER SVIGTENDE SALG AF CORONAPILLE



Den amerikanske medicinalgigant Pfizer har tirsdag nedjusteret sine forventninger til 2023 efter en væsentlig større tilbagegang i salget af coronapillen Paxlovid.

Også salget af vaccinen mod covid-19 Comirnaty svandt betydeligt ind i andet kvartal, om end resultatet var stort set som ventet.

Aktien indikeres 0,3 pct. lavere i det amerikanske formarked.

Modsat har medicinalselskabet Merck opjusteret sine forventninger efter et stærkt andet kvartal, hvor især kræftmidlet Keytruda overrasker positivt.

Merck-aktien ligger med et plus på 1,3 pct. i formarkedet.

Den amerikanske entreprenørmaskinekæmpe Caterpillar er kommet salgs- og indtjeningsmæssigt bedre end ventet gennem andet kvartal.

Selskabet ser dog et lavere salg og en lavere driftsmargin i tredje kvartal end i andet kvartal, og det kan have fået investorerne til at holde lidt igen, da aktien kun handles 0,7 pct. højere i formarkedet til trods for et betydeligt bedre regnskab end ventet af analytikere.

Investorerne havde dog også taget forskud på glæderne ved at handle aktien op i rekord forud for præsentationen.

UBER SIKRER SORTE TAL PÅ BUNDLINJEN

Kørselsplatformen Uber sikrede gennem nye vækstinitiativer, en stærk omkostningskontrol og en høj efterspørgsel et overskud på bundlinjen for første gang i selskabets historie.

Forventningerne til tredje kvartal er også positiv læsning, hvor prognoserne for både driftsoverskud og bruttobookinger, der omfatter både Ubers og chaufførernes andel af omsætningen samt skatter og afgifter, overgår forventningerne i markedet.

Regnskabet tages godt imod af investorerne, der sender aktien op med 4,0 pct. i formarkedet.



.\\˙ MarketWire



Jakob Due Jakobsen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail:[email protected], www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her