02. jul. 2025 kl. 14:50
94 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/tendens: Skuffende jobrapport giver svedige håndflade...

En overraskelse på det amerikanske arbejdsmarked er onsdag med til at trække Wall Street i rødt inden åbningen.

Jobrapporten for det private arbejdsmarked - ADP - viste et markant fald i beskæftigelsen, mens der omvendt var ventet et solidt opsving. Det giver anledning til tøven på aktiemarkedet inden torsdagens officielle arbejdsmarkedsrapport - også kendt som kongetallet.

ADP-rapporten agerer pejlemærke for den store jobrapport, men der er dog sjældent en direkte sammenhæng mellem de to rapporter.

Det brede S&P 500-indeks er vendt fra grønt til rødt efter rapporten, men indikeres ikke lavere end 0,1 pct. inden åbningen. Nasdaq-indekset falder 0,2 pct., mens det tunge Dow Jones-indeks står til at åbne 0,1 pct. højere.

Foruden dagens jobtal bliver der fortsat holdt skarpt øje med udviklingen i de mange forhandlinger om handelsaftaler, som USA er involveret i.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har slået fast, at han ikke vil overskride sin selvvalgte deadline 9. juli. Det sker samtidig med, at han har lagt ekstra pres på Japan og ikke vil udelukke en toldsats på 30-35 pct.

Det er dog indtil videre noget, som markedet - i skærende kontrast til de paniske tilstande tilbage i april - tager med ophøjet ro.

BANKER BOOSTER UDBYTTER

Flere af de største banker i USA har skruet op for udbyttebetalingerne efter at have bestået Federal Reserves stresstest i sidste uge. Her bestod samtlige 22 banker, som var en del af testen.

JPMorgan, Goldman Sachs og Bank of America var blandt de første til at øge udbyttet, mens også Citigroup, Wells Fargo og Morgan Stanley har fulgt trop og samtidig givet grønt lys til markante aktietilbagekøbsprogrammer.

Eksempelvis har JPMorgans bestyrelse godkendt et tilbagekøbsprogram på 50 mia. dollar, og Morgan Stanley har sagt god for et program på op til 20 mia. dollar.

JPMorgan, Goldman Sachs, Bank of America og Morgan Stanley stiger mellem 0,5 og 0,8 pct. inden åbningen.

APPLE FORTSÆTTER FREM

Apple bygger videre på de seneste dages optur, der blev sparket i gang af rygterne om et større sats på AI-kompetencer uden for koncernen. Onsdag har Jefferies så opgraderet sit syn på aktien til "hold" fra "underperform"

Det sender aktien op med 1,2 pct. i formarkedet.

Bloomberg News kan derudover rapportere, at Apples hovedleverandør, Foxconn, er begyndt at hjemsende et stort antal ansatte fra iPhone-fabrikker i Indien. Årsagen til hjemsendelserne står ikke klart, men tidligere i år opfordrede den kinesiske regering sine reguleringsorganer og lokale myndigheder til at begrænse teknologieksport til Indien og Sydøstasien i et forsøg på at forhindre virksomheder i at flytte produktionen til udlandet.

Blandt de øvrige aktier i "magnificent seven" stiger Tesla 0,8 pct.

Elbilproducenten kan onsdag rapportere om første stigning i antallet af leverede biler fra sin fabrik i Shanghai i år, og for det kvitterer investorerne med et plus på 0,5 pct. i formarkedet.

Nvidia ser ud til at fortsætte de sidste dages fald og indikeres 1,2 pct. lavere. Tirsdag faldt aktien 3 pct. Også Alphabet, Microsoft, Amazon og Meta falder.





.\\˙ MarketWire



Christian Iversen Kielberg +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her