01. dec. 2023 kl. 13:38
164 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/tendens: Små udsving frem mod Powell-tale efter stærk...

Investorerne er tilbageholdende fredag, hvor de afventer ord fra USA´s centralbankchef, Jerome Powell, der skal på talerstolen klokken 15 dansk tid.

Det giver små bevægelser henover nullet i futures for de tre ledende indeks - Dow Jones, S&P 500 og Nasdaq - der alle befinder sig i niveauet minus 0,1 pct. til plus 0,1 pct.

Det sker oven på en særdeles fornuftig november, når man sammenligner med de to foregående måneder, der var hårde for investorerne. I november kunne S&P 500-indekset således notere et samlet plus på 8,9 pct.

- Markedet overvejer, om det et er gået for langt ved at forvente amerikanske rentesænkninger næste år, siger Sébastien Barbé, strategichef hos Credit Agricole, ifølge Bloomberg News.

- Fra Powells synspunkt kan det være fristende at forsøge at advare markedet mod overdreven optimisme i forhold til mulige rentesænkninger i et forsøg på at holde de pengepolitiske forhold "stramme" nok til, at den faldende inflation er vedvarende, siger han videre.

Torsdag endte med en solid stigning til Dow Jones på 1,5 pct., mens S&P 500 hentede 0,4 pct. og Nasdaq faldt 0,2 pct.

Det skete efter en dag med flere vigtige nøgletal, hvoraf den mest afgørende viste, at kerneinflationen i USA igen aftog i oktober.

DELL STÅR TIL FALD

Aktien i Dell falder 5,3 pct. i formarkedet fredag efter et regnskab offentliggjort torsdag aften.

Computerproducenten leverede en skuffende omsætning i tredje kvartal, da afsætningen til erhvervskunderne fortsat er under pres, men på bundlinjen gik det bedre end spået, og samtidig regner koncernen med vækst i det kommende regnskabsår.

Koncernen oplevede i perioden et fald i omsætningen på 10 pct. til 22,25 mia. dollar mod ventede 22,98 mia. dollar.

TESLA LEVERER CYBERTRUCK

Tesla har torsdag leveret de første eksemplarer af den imødesete Cybertruck til kunderne. Efter to år med forsinkelser på grund af udfordringer med produktionen, skriver Bloomberg News.

Cybertrucks vil koste fra 60.900 dollar, men med visse besparelser kan den komme ned i 49.890 dollar. Cybertruck er Teslas første forsøg på at konkurrere på det meget attraktive marked for pickup-trucks i USA, men flere analytikere har kritiseret planerne og tror ikke på, at det bliver profitabelt for Tesla.

Aktien falder 1,2 pct. i formarkedet.

FLYSELSKABER ER FOR OPTIMISTISKE

De amerikanske luftfartsselskaber er tilsyneladende for optimistiske og er i færd med at øge kapaciteten over Atlanten. Det sker på et tidspunkt, hvor post-pandemivæksten er ved at aftage.

Det vil ramme selskaberne på marginerne og dermed også deres aktiekurser, advarer finanshuset Cowen ifølge Bloomberg News.

- Efterspørgslen skal holde samme fart som de her kapacitetsforhøjelser, ellers vil vi formentlig se billetpriserne falde gennem vinteren og ind i sommermånederne, skriver analytiker Alison Becker.

På et tidspunkt var gruppen af luftfartsselskaber i USA steget med 40 pct. i år, men den ligger nu blot let i minus.

American Airlines og Southwest ser begge aktien falde 0,1 pct. i formarkedet, mens Delta stiger 0,2 pct.

.\\˙ MarketWire



Trine Vestergaard +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail:[email protected], www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her