11. jul. 2025 kl. 14:30
51 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/tendens: Trumps toldhammer banker futures ned

Det tegner til en rød åbning for det amerikanske aktiemarked fredag, efter at USA´s præsident, Donald Trump, atter har svinget toldhammeren.

Futures for det brede S&P 500 og industritunge Dow Jones falder 0,6 pct., mens Nasdaq-futuren går tilbage med 0,5 pct.

Denne gang er det Canada, der står for skud for Trumps toldmeldinger. Her er der fra 1. august varslet told på 35 pct.

Fra Donald Trump lød det også torsdag, at EU i løbet af fredag vil modtage et af hans toldbreve, og det giver indikationer på, at forhandlingerne mellem de to parter ikke går helt så godt som tidligere signaleret, skriver Reuters.

Tøjkoncernen Levi´s trodser dog toldusikkerhederne og opjusterer prognosen for året, mens kryptoeksponerede aktier står til at gå en glimrende handelsdag i møde, efter at bitcoin har ramt rekordniveau.

Torsdag var der også rekorder til to af de tre ledende aktieindeks. S&P 500-indekset vandt 0,3 pct. til rekorden 6280,46, mens Nasdaq gik 0,1 pct. op til endnu en lukkerekord i 20.630,67 point. Dow Jones steg samtidig 0,4 pct. og er nu mindre end 1 pct. fra sin top.

LEVI´S SKYDER I VEJRET EFTER OPJUSTERING

Tøjproducenten Levi Strauss regner med, at en vækst i salget af jeans og andet tøj vil opveje konsekvenserne af Donald Trumps toldsatser.

Levi´s venter nu en vækst i salget på 1-2 pct. i indeværende finansår. Det er højere end konsensus blandt analytikerne ifølge Bloomberg News. Tidligere ventede jeansproducenten et salgsdyk på 1-2 pct.

Det falder i god jord hos investorerne, som sender tøjaktien op med 7,9 pct. i formarkedet.

Helt fri af tolden går Levi´s dog ikke. Mens salget ventes at fortsætte opad, ses bruttomarginen påvirket af den amerikanske told på varer fra udlandet. Levi´s får blandt andet produceret 30 pct. af sine varer i Kina.

BITCOIN-REKORD TRÆKKER KRYPTOAKTIER OP

Usikkerheden på aktiemarkedet fra Donald Trumps toldtrusler har også sat gang i kryptovalutaen bitcoin, hvor spekulanter nu ser basis for stigninger.

Sent torsdag skød bitcoin i vejret, efter at præsidenten både annoncerede tolden på canadiske varer og samtidig overvejede at forhøje basistolden til 15-20 pct. fra nuværende 10 pct.

Fredag eftermiddag er prisen for en bitcoin 118.167 dollar, mens den sent torsdag eftermiddag kostede i omegnen af 111.000 dollar. Det er første gang, at kryptovalutaen når over 118.000 dollar, og flere optionshandlere sigter ifølge Bloomberg News på et niveau omkring 150.000 dollar.

Kryptovalutaernes fremgang gør godt for aktier, der er eksponeret mod området. Microstrategy, der har en stor beholdning af bitcoin, stiger 3,1 pct. i formarkedet, Riot Platforms øger 3,7 pct., og Coinbase vinder 1,4 pct. frem.

.\\˙ MarketWire



Frederik Olling Milbæk +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:[email protected], www.ritzaufinans.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her