17. nov. 2023 kl. 14:02
107 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/tendens: Udsigt til lysegrøn start efter rentefald

Der er fredag kurs mod en lidt mere overbevisende optimisme, efter at der torsdag på indeksplan kun var tale om små udsving i begge retninger.

Forud for amerikansk handelsstart klokken 15.30 peger futures for de toneangivende aktieindeks mod plusser på 0,1-0,3 pct.

Indeksene understøttes af vigende renter, efter at der torsdag fra USA kom nyt om antallet af ledige og industriproduktionen, der begge vidnede om, at aktiviteten i USA for alvor er begyndt at bremse op.

For de nyledige og fortsat ledige var der tale om et større antal end ventet, mens industriproduktionen bakkede mere end forudset.

Det har fået handlerne til i højere grad at satse på, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, vil sænke sin rente ad flere omgange i 2024.

- Lige nu er dårlige nyheder gode nyheder, da markedet fokuserer på, om centralbankerne bliver mere medgørlige, skriver Mohit Kumar, der er cheføkonom for Europa i Jefferies, i en kommentar ifølge Reuters.

Torsdag bød på stigninger på 0,1 pct. til det brede S&P 500-indeks og til Nasdaq-indekset, mens Dow Jones omvendt bakkede 0,1 pct.

APPLIED MATERIALS EFTERFORSKES FOR SANKTIONSBRUD

Amerikanske Applied Materials, der tjener sine penge på materialer til produktion af halvledere, står til gevaldige hug i fredagens handel trods et stærkt regnskab for fjerde kvartal af 2022/23.

Det skyldes en historie fra nyhedsbureauet Reuters, om at selskabet er under efterforskning for brud på eksportrestriktionerne i relation til Kina.

Det amerikanske justitsministerium kigger ifølge nyhedsbureauet på sagen, der skulle involvere handler med Kinas største chipproducent, Semiconductor Manufacturing International, refererer Bloomberg News.

Det overskyggede det ellers gode regnskab og en ligeledes stærk prognose for det nye år.

Aktien i Applied Materials falder 7,2 pct. i formarkedet.

SONOS PØNSER PÅ STOR LANCERING

Højtalerproducenten Sonos kunne torsdag løfte sløret for et nyt "lukrativt" produkt i de kommende måneder.

Nyheden overskyggede en ellers skuffende prognose for 2023/24 i forbindelse med Sonos´ regnskab for fjerde kvartal og hele 2022/23.

Sonos har ifølge Bloomberg News arbejdet i flere år på et par høretelefoner.

Lanceringsplanerne sendte torsdag aktien op med 17,1 pct. Fredag går aktien frem med relativt beskedne 0,4 pct. i formarkedet.

GAP GÅR FRI AF STØRRE TILBAGEGANG

Tøjforhandleren Gap var klart mere modstandsdygtig med salget i tredje kvartal, end det på forhånd var ventet i markedet.

I tredje kvartal nøjedes Gap med et fald i det sammenlignelige salg - salget i butikker, der har været åbne i mindst 12 måneder - på 2 pct., mens analytikerne havde regnet med et noget større fald på 8,7 pct.

Omsætningen blev 3,8 mia. dollar mod konsensus om 3,6 mia. dollar, og på de nedre regnskabslinjer kunne Gap notere sig et justeret overskud per aktie på 0,59 dollar mod ventet 0,19 dollar.

Det belønnes med et plus på 19,0 pct. til aktien i formarkedet.

Imens må kinesiske Alibaba, der har en ADR-notering i USA, tage til takke med endnu et fald fredag, efter at en sløjfet udskilning af selskabets cloud-enhed torsdag sendte aktien i bund.

Det var meningen, at Alibabas Cloud Intelligence-enhed skulle udskilles og børsnoteres, men de planer har den kinesiske gigant måtte droppe som følge af teknologikrigen mellem USA og Kina, der har betydet sanktioner mod eksport af halvledere og udstyr til produktion af samme til Kina.

Alibaba bakker 3,4 pct. i formarkedet. Torsdag faldt aktien 9,1 pct.

.\\˙ MarketWire



Morten Frederik Heltoft +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her