15. maj 2024 kl. 06:32
36 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Valuta: Afventende handel op til amerikanske forbrugerpriser

Investorerne er gået i baglås onsdag morgen, hvor samtlige øjne er rettet mod dagens ultravigtige amerikanske forbrugerprisdata, der vil diktere forløbet for tempo og timing af eventuelle rentenedsættelser fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve.

Det får markedsdeltagerne til at holde de store valutaer i ro, mens kun japanske yen slår sig lidt i tøjret.

Dollarindekset, der vægter dollar over for euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger onsdag morgen ved 5-tiden i 105,00 mod 104,97 tirsdag eftermiddag.

Det overordnede niveau for dollar er i nærheden af et måneds lavpunkt i forhold til euro og sterling, mens valutamarkedets syge mand - japanske yen - fortsat presses af det dybe rentegab mellem japanske og amerikanske statspapirer, der sender yen til et to ugers lavpunkt mod den amerikanske dollar.

Det er let vigende rente på de amerikanske T-bonds, der lægger låg på markedet, mens dagens inflationsrapport i form af forbrugerprisindekset er i fokus. Her vil især kerneforbrugerpriserne være i centrum, da det er et af Federal Reserves foretrukne målepunkter for inflationsudviklingen.

Kerneprisindekset ventes at vise en stigning på 0,3 pct. i april på månedsbasis, svarende til en let aftagende vækst, da martspriserne steg 0,4 pct.

Centralbankchef Jerome Powell gav tirsdag en optimistisk vurdering af, hvor den amerikanske økonomi står, med udsigt til fortsat vækst over trendlinjen og med tillid til et fald i inflationen, der, selvom det er blevet udhulet på det seneste, stort set forbliver intakt.

Højere end forventede forbrugerpriser i årets første kvartal har været drivkraften bag en kraftig revurdering af tempoet i Federal Reserves forventede rentenedsættelser, hvor der nu satses på omkring 45 basispoint i samlet reduktion i år, mens der ved årsskiftet estimeredes reduktioner på mindst 150 basispoint.

På trods af den bredere dollarsvækkelse mod størstedelen af de andre store valutaer fortsætter styrkelse over for yen.

Renteforskellen i det langsigtede tiårige segment er fortsat ganske massivt også selv om Bank of Japans retorik er blevet mere stram i de seneste dage.

Det kunne indikere at endnu en renteforhøjelse er under opsejling, men en forhøjelse som ved den første stramning i mands minde tidligere i år på 0,1 pct., forslår som en skrædder i helvede i den større sammenhæng.

Men hvis bjerget ikke vil komme til Muhammed, så må Muhammed komme til bjerget, og dermed er det en rentenedsættelse fra Federal Reserve, der skal til, for at lægge en dæmper på svækkelsen af den japanske valuta.

- Bank of Japan håber, at de amerikanske forburgerpriser er i overensstemmelse med forventningerne for at undgå behovet for en vanskelig beslutning i morgen om, hvornår det er et passende tidspunkt at begynde den tredje interventionsrunde - vel vidende, at de seneste to runder endnu ikke har vendt yen-trenden, skriver analytiker Tony Sycamore fra IG Asia i Singapore i et notat ifølge til Reuters.

Svækkelse af yen til et 34-årigt lavpunkt på 160,25 yen per dollar i slutningen af april udløste to runder af aggressive yen-opkøb som formodes at komme fra Bank of Japan og det japanske finansministerium.

Dollar koster onsdag morgen 156,45 yen mod 156,39 yen tirsdag eftermiddag.

Euro ligger samtidig i 1,0822 dollar mod 1,0825 dollar tirsdag eftermiddag, og pund koster 1,2591 dollar mod 1,2588 dollar tirsdag.

.\\˙ MarketWire



Flemming Kruhøffer +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her