29. aug. 2023 kl. 06:32
191 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Valuta: Datatunge dage holder investorerne tilbage

Der er en udpræget tøvende holdning blandt markedsdeltagerne på valutamarkedet tirsdag morgen op til ugens mange tunge økonomiske nøgletal fra USA. Samtidig blander eurozonen sig i kampen om den statstiske opmærksomhed, mens investorernes nervøsitet over den økonomiske udvikling i Kina også lægger låg på handelsaktiviteten.

Dollarindekset, der vægter amerikanske valuta over for euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kr., ligger tirsdag morgen i 103,90 ved 4-tiden mod 104,13 mandag eftermiddag ved 17-tiden og 103,33 for en uge siden.

Lysten til at påtage sig nye spekulative positioner kan ligge på et relativt lille sted tirsdag, hvor den lange række af økonomiske offentliggørelser starter senere på dagen med data for jobåbninger i USA, Jolts-rapporten, samt den amerikanske forbrugertillid.

Det er den amerikanske centralbanks store afhængighed af de økonomiske data, der sætter de statistiske indikationer i centrum.

Federal Reserve-topchef Jerome Powell understregede endnu engang fredag på centralbankens symposium i Jackson Hole, Woyming, at det er de indkomne data, der styrer den fremtidige udvikling for den amerikanske pengepolitik.

- Stærkere end forventet jobdata kan øge markedspriserne for endnu en Federal Reserve-renteforhøjelse og presse dollar op, siger valutastrateg Carol Kong fra Commonwealth Bank of Australia i Sydney ifølge Reuters.

Markedet har indregnet en sandsynlighed på 78 pct. for, at Federal Reserve fastholder renten på næste måneds pengepolitiske møde ifølge CME FedWatch.

Men oddsene for en forhøjelse på det efterfølgende møde i november er nu på 62 pct. sammenlignet med 42 pct. for blot en uge siden.

- Vores udgangspunkt er, at Federal Reserve har afsluttet sin stramningscyklus og vil begynde sin lempelsescyklus i marts 2024. Men Powells stramme kommentarer på Jackson Hole antyder, at risikoen hælder mod mere stramning og en senere start på lempelsescyklussen, siger Carol Kong.

De seneste robuste økonomiske data får i ugens løb selskab af den amerikanske private ADP-jobrapport, revideret opgørelse af BNP-væksten, personlig indkomst og privatforbrug, samt Federal Reserves topinflations-indikator, PCE-kerneprisdeflatoren.

Og det er blot nogle af de mange data forud for ugens top-begivenhed, den amerikanske arbejdsmarkedsrapport, der fremlægges fredag.

Udviklingen i de amerikanske renter får især indflydelse på japanske yen, på grund af den japanske centralbanks fortsatte ultralette pengepolitik. De lave japanske renter har gjort valutaen til et let mål for såvel shortsellere som for finansieringshandler, hvor det voksende rentegab mellem Japan og USA har ført til en vedvarende svækkelse af yen.

- Hvis amerikanske data, og dermed amerikanske renter, fortsætter med at være robuste, kan vi se et stigende pres på yen, siger markedsstrateg Charu Chanana fra Saxo Bank i Singapore.

Og der vurderes at være plads til yderligere svækkelse af yen, da interventionstruslen synes at være skubbet længere ud til den anden side af 150 yen per dollar på baggrund af, at centralbankchef Kazuo Ueda undlod at nævne forholdet omkring den japanske valuta på Jackson Hole-konferencen.

Dertil kommer at den normale verbale intervention har været fremværende under den seneste yen-svækkelsescyklus.

Dollar koster tirsdag morgen 146,40 yen mod 146,66 yen mandag eftermiddag.

Euro ligger samtidig i 1,0830 dollar mod 1,0806 dollar mandag eftermiddag, og pund koster tirsdag morgen 1,2625 dollar mod 1,2575 dollar mandag.

.\\˙ MarketWire



Flemming Kruhøffer +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her