12. jul. 2023 kl. 06:32
90 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Valuta: Dollar-deroute fortsætter op til essentielle infl...

Derouten for den amerikanske dollar fortsætter onsdag morgen, trængt af en blanding af forventning om aftagende stramning af den amerikanske centralbanks pengepolitik, mens højere renter i eurozonen og især i Storbritannien samt en vending i hårdnakket japansk ultralempelig monetære forhold og ikke mindst en opblødning af den kontroversielle rentekurvekontrol styrker såvel euro som pund og yen.

Dollarindekset ligger onsdag morgen ved 5-tiden i 101,38 mod 101,85 tirsdag eftermiddag ved 17-tiden.

Indekset, der vægter dollar over for den fælleseuropæiske euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, er dermed på det svageste niveau i to måneder.

Den ellers normale hype omkring dollar op til vigtige økonomiske data er vendt 180 grader, men markedsdeltagerne venter på dagens amerikanske forbrugerprisdata, der er en særdeles vigtig brik i Federal Reserves pengepolitiske beslutningsproces.

Bankens renteudvalg, Federal Open Market Committee (FOMC), skal tage stilling til en potentiel eventuel renteforhøjelse senere på måneden, og prisudviklingen - og dermed inflationen - er suverænt den tungeste enkeltfaktor for udvalgsmedlemmernes indstilling.

Men selv om en renteforhøjelse er indregnet, er centralbanken ifølge adskillige af FOMC-medlemmerne ved at nærme sig afslutningen af den nuværende pengepolitiske stramningscyklus.

- Vi ser allerede, at markedet bevæger sig i forventning om en blødere amerikansk inflationsrapport. Det risikerer at udløse en "køb på rygter, sælg på fakta"-reaktion, hvis dataene lander omkring forventningerne, siger markedsanalytiker Matt Simpson fra City Index ifølge Reuters.

En sådan reaktion sker ofte, hvis den underliggende markedsforventning er større end de aktuelle prognoser indikerer.

De amerikanske inflationsdata vil give en klar indikation om Federal Reserves fremskridt i kampen mod den høje inflation. Dataene offentliggøres onsdag eftermiddag, og der ventes en stigning i kerneforbrugerpriserne på 5 pct. i juni mod 5,3 pct. måneden før.

STERLING PÅ 15 MÅNEDERS TOP

Pund sterling er styrket til en 15-måneders top i den tidlige handel i Asien. Markedet venter at den britiske centralbank, Bank of England, er pisket til igen at stramme pengepolitikken yderligere for at tæmme den løbske britiske inflation, der fortsat kører i den højeste hastighed set i den vestlige verden.

Tirsdagens data for britiske lønninger viste en stigning i det hurtigste tempo nogensinde, da basislønnen i perioden marts til maj steg 7,3 pct. på årsbasis.

- Bank of England må være fortvivlet over de seneste beskæftigelses- og løndata, da det sandsynligvis tvinger banken til at hæve renten med yderligere 50 basispoint på det næste møde, vurderer Matt Simpson.

På nuværende tidspunkt indregner markedet yderligere ca. 140 basispoint renteforhøjelser fra Bank of England.

DOLLAR DROPPER UNDER 140 YEN

Også japanske yen styrkes markant og er nu droppet under niveauet på 140 yen per dollar, hvilket er det stærkeste i en måned.

Markedsdeltagerne er igen begyndt at tro på, at Bank of Japan vil justere den kontroversielle rentekurvekontrol-politik i nærmeste fremtid, trods verbale advarsler fra flere sider om, at det ikke vil ske foreløbig.

- Selv om en stabil pengepolitik ser ud til at være det mest sandsynlige resultat for det pengepolitiske møde i juli, forventes det generelt at bringe opgraderede inflationsprognoser, og markedet vil fortsat håbe, at Bank of Japan vil give et signal om, hvornår rentekurvekontrollen bliver justeret, siger valutachef Jane Foley fra Rabobank ifølge Reuters.

Centralbankens rentekurvekontrol går ud på at holde de lange tiårige renter inden for udsving mellem -0,5 pct. og +0,5 pct., mens den korte rente holdes på nul.

- Spekulationer om en mulig ændring kan give yen en vis støtte forud for mødet i Bank of Japan i denne måned, vurderer Jane Foley.

Euro koster onsdag morgen 1,1030 dollar mod 1,0990 dollar tirsdag eftermiddag, og pund koster 1,2960 dollar mod 1,2895 dollar tirsdag.

Dollar koster samtidig 139,60 yen mod 140,61 yen tirsdag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire



Flemming Kruhøffer +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her