21. jan. 2026 kl. 05:48
17 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Valuta: Dollar finder fodfæste efter tirsdagens udsalg af amerikanske aktiver

Valuta: Dollar finder fodfæste efter tirsdagens udsalg af amerikanske aktiver

Dollar ser onsdag morgen ud til at have fundet lidt fodfæste oven på en større nedtur til det svageste niveau i omkring to uger tirsdag, hvor den amerikanske præsident Donald Trumps toldangreb i weekenden og insisteren på at overtage Grønland fik investorerne til at sælge amerikanske aktiver.

Såvel aktie- som obligationskurserne faldt tirsdag ganske tungt på Wall Street, hvor også dollar var i modvind.

Onsdag er der dog bedring at spore. De amerikanske aktiefutures ligger i små plusser, og de amerikanske renter bøjer af efter to børsdage med stigninger.

Det kan dog være stilhed før storm. Markedet holder vejret frem til i eftermiddag, hvor den amerikanske præsident Donald Trump taler på årsmødet i Economic Forum i Davos og formentlig også kommer ind på sine ambitioner om at overtage Grønland samt den ulmende handelskrig med EU.

- Selv om der er håb om, at den amerikanske regering snart vil nedtrappe disse trusler, som den har gjort med tidligere toldmeddelelser, er det klart, at sikring af Grønland fortsat er et centralt nationalt sikkerhedsmål for den nuværende regering, siger Tony Sycamore, markedsanalytiker hos IG, til Reuters.

Euro koster onsdag morgen 1,1721 dollar mod 1,1727 dollar tirsdag eftermiddag og 1,1640 mandag ved 17-tiden.

Der går 158,19 yen på en dollar mod 157,93 yen tirsdag.

Også yen har været i fokus denne uge, hvor premierminister Sanae Takaichi udskrev et lynnyvalg og varslede en række tiltag, som markedet vurderer, kan giver større underskud på statsbudgettet.

Investorer har af den grund sendt de japanske renter kraftigt op, men også her er renterne på vej ned onsdag morgen.

Over for schweizerfranc ramte yen sent tirsdag aften det svageste niveau nogensinde på 200,41 yen for en schweizerfranc.

Alpelandets valuta har vanen tro været benyttet som sikker havn under al uroen om Grønland, som har fået den normalt så pålidelige dollar til at vakle.

Der går 0,7909 schweizerfranc på en dollar mod 0,7902 schweizerfranc tirsdag eftermiddag og 0,8030 franc sent fredag.

Over for kronen er schweizerfranc styrket til 8,06 kr. fra omkring 8,02 kr. sent fredag.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 96 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig