27. jun. 2025 kl. 06:32
103 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Valuta: Dollar på svageste niveau i over tre år

Amerikanske dollar er tæt på sit svageste niveau i over tre år mod såvel den fælleseuropæiske euro som pund sterling, da investorerne satser på større amerikanske rentesænkninger, mens de afventer handelsaftaler forud for den eksplicitte deadline i juli for USA´s præsident Donald Trumps toldsatser.

Fredag morgen ligger dollarindekset, der vægter amerikanske dollar mod euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, i 97,28 mod 97,25 torsdag eftermiddag ved femtiden.

Markedets fokus er fortsat på amerikansk pengepolitik efter meldinger om, at Trump vil annoncere den kommende chef for den amerikanske centralbank, Federal Reserve, længe inden den nuværende chef, Jerome Powell, træder tilbage.

Meldingerne, der synes at ville underminere Powells faste pengepolitik, der af flere omgange er blevet kraftigt kritiseret af Donald Trump og som har katalyseret en kaskade af øgenavne og sjældent sete vendinger fra præsidenten om den siddende centralbankchef, er siden blevet afvist af Det Hvide Hus.

Men det har styrket interessen for, hvem der står som kandidater til posten, og nu anses det som sikkert, at valget vil falde på en langt mere rente-reduktionsvillig kandidat, og dermed er oddsene for, at centralbanken sænker renten, steget.

Powell, hvis embedsperiode udløber i maj næste år, er også blevet fortolket som mere blød i sin tilgang efter hans redegørelse for pengepolitikken over for den amerikanske kongres, hvilket igen øger forventningen om rentereduktioner.

Markedet indregner nu reduktioner på 64 basispoint inden årets udgang mod 46 basispoint sidste fredag.

- Jo før en afløser for Powell bliver annonceret, jo før kan han blive opfattet som en "lam and", siger valutastrateg Carol Kong fra Commonwealth Bank of Australia i Sydney til Reuters.

Det skyldes at en annonceret afløser vil føre til, at den kommende centralbankchef kommer til at fungere som skyggechef for Federal Reserve og dermed underminerer det nuværende setup i Federal Open Market Committee (FOMC), der er bankens pengepolitiske udvalg.

- Et sådant resultat kan introducere en vis volatilitet på de finansielle markeder, hvis den nominerede offentliggør kommentarer, der er markant anderledes end den nuværende centralbankchefs. Men på nuværende tidspunkt vil forventningerne til, at præsident Trump vælger en mere rentereduktionsvillig chef, holde det nedadgående pres på FOMCs renter og dollar, siger Carol Kong.

Investorernes opmærksomhed er stigende når det gælder fremskridtene med handelsaftaler forud for den fastsatte frist den 9. juli for Trumps "gensidige" toldsatser.

Tiden er ved at løbe ud, og hidtil er der ikke landet de store aftaler, hvilket presser politikerne på begge siden af handelsmønsteret.

Den tyske kansler, Friedrich Merz, sagde torsdag, at EU bør indgå en "hurtig og enkel" handelsaftale med USA snarere end en "langsom og kompliceret".

Samtidig er der meldinger fra Det Hvide Hus om, at USA har indgået en aftale med Kina om, hvordan man fremskynder eksporten af sjældne jordarter til USA.

De sjældne jordarter er essentielle for produktionen i både elektronikindustrien og i bilproduktionen.

Dollar koster fredag morgen 144,30 yen mod 144,41 torsdag eftermiddag.

Euro koster samtidig 1,1703 dollar mod 1,1708 dollar torsdag eftermiddag, og britiske pund ligger i 1,3746 dollar mod 1,3733 dollar torsdag.

.\\˙ MarketWire



Flemming Kruhøffer +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her