06. jan. 2025 kl. 06:46
110 visninger

Valuta: Dollar svækkes en smule forud for vigtige nøgletal

Den amerikanske dollar er let svækket mandag morgen forud for ugens nøgletal, som sluttes af med jobrapporten fra USA, der viser jobskabelsen uden for landbruget, for december.

Dollar ligger trods af mandagens svækkelse fortsat omkring sit toårige toppunkt. Dollarindekset, der vægter dollar over for euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ved 6.30-tiden mandag i 108,95 hvilket er en smule lavere end fredag eftermiddag, hvor den lå i 109,07.

- Det er bare virkelig svært at se den amerikanske dollar komme til skade. I øjeblikket skal man være ret modig for at satse mod en fortsat styrkelse af dollar, siger Ray Attrill.

Samtidig koster en euro mandag morgen 1,0315 dollar mod 1,0289 fredag klokken 17, mens en dollar står i 157,74 yen mod 157,40 fredag eftermiddag.

Valutahandlerne holder formentlig også øje med den kinesiske yuan, som fredag blev svækket over en psykologisk grænse på 7,3 dollar for første gang i 14 måneder. En grænse, som den kinesiske centralbank, People´s Bank of China (PBOC) ellers det meste af december aggressivt har forsvaret.

- PBOC ser ud til at være holdt op med at forsvare 7,30-grænsen. Det tiltrækker bare meget mere opmærksomhed på, hvad PBOC gør i dag og i de kommende dage, om de nu rent faktisk tillader dollar/yuan-parret at handle op i et højere niveau eller ej, for jeg tror, at det vil få konsekvenser for bredere asiatiske valutaer, siger Ray Attrill, leder for valutastrategi hos National Australia Bank ifølge Reuters.

En dollar koster mandag morgen 7,3576 yuan mod 7,3202 fredag klokken 17.

Samtidig kom der PMI-tal udarbejdet af mediegruppen Caixin for den kinesiske servicesektor, som viste en bedre end ventet udvikling i december, hvor serviceindekset steg til 52,2 fra 51,5 i forrige måned. Her var der ventet et fald til 51,4 ifølge konsensus fra Bloomberg News.

Ugen afsluttes med den amerikanske jobrapport for december, hvor handlerne vil få et fingerpeg om tilstanden i den amerikanske økonomi.

En række medlemmer af Federal Reserve skal også på talerstolen i løbet af ugen, hvor de sandsynligvis vil gentage retorikken om, at kampen mod inflationen endnu ikke er slut, skriver Reuters.

.\\˙ MarketWire



Frederik Olling Milbæk +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:[email protected], www.ritzaufinans.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her