30. aug. 2023 kl. 15:21
198 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Valuta: Dollar svækkes på ny efter nøgletal viser tegn på...

Den amerikanske dollar svækkes på ny onsdag, hvor bløde jobtal og en nedrevidering af bnp-væksten endnu engang indikerer, at den amerikanske økonomi svækkes.

Det afspejles i dollarindekset, der er faldet til 103,181 onsdag eftermiddag fra 103,943 klokken 17 dansk tid. Indekset vægter dollar over for euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner.

Det begyndte at dykke tirsdag eftermiddag, da den såkaldte JOLTS-rapport gav det første varsel om, at væksten på det amerikanske jobmarked stilner af. Onsdag blev endnu et indikation føjet til listen i form af ADP-jobrapporten, der viste den svageste jobvækst i på det private jobmarked i fem måneder.

Efterfølgende blev den amerikanske vækst i bruttonationalproduktet, BNP, nedrevideret. Det betyder, at den amerikanske økonomi voksede med 2,1 pct. i andet kvartal af 2023 i forhold til kvartalet forinden opgjort i annualiserede tal, hvor tallet tidligere var 2,4 pct.

Vækstbilledet i USA er dermed svagere end ventet, idet konsensus blandt økonomerne ifølge Bloomberg News lød på en gentagelse af væksten på 2,4 pct.

Det private forbrug viste samtidig en vækst på 1,7 pct. i kvartalet. Til sammenligning var der blandt økonomerne ventet en forbrugsvækst på 1,8 pct.

Den svagere vækst har fået investorerne til at reducere sandsynligheden for yderligere renteforhøjelser fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, og netop renteforventningerne er den største enkeltfaktor for den amerikanske valutas relative styrke.

Fredag lander den officielle jobrapport, som er et af de vigtigste nøgletal forud for det næste møde i Federal Reserves renteudvalg, der afholdes i slutningen af september. Her indregner pengemarkedet i øjeblikket en sandsynlighed på omkring 89 pct. for, at Federal Reserve holder renten stabil.

Euro koster onsdag eftermiddag 1,0915 dollar mod 1,0830 dollar tirsdag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire



Trine Vestergaard +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail:[email protected], www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her