06. sep. 2023 kl. 06:32
76 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Valuta: Dollar tæt på halvt års top mens yen presses mod ...

Dollar ligger tæt på et seks måneders toppunkt onsdag morgen, hvor nervøsitet over fortsat afmatning i Kina og en afsmittende effekt på hele den globale vækst trækker et spor af frygt for økonomisk nedtur gennem de finansielle markeder.

Samtidig presser fortsat høje amerikanske renter japanske yen tættere på det niveau, der for ti måneder siden gav anledning til intervention, og nu katalyserer den stærkeste advarsel siden midten af august fra de japanske myndigheder.

Det afspejles i dollarindekset, der onsdag morgen ved 5-tiden ligger i 104,78 mod 103,89 tirsdag eftermiddag ved 17-tiden.

Indekset, der vægter dollar over for euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, har svinget markant over det seneste døgn med en bund på 104,10 ved 3.30-tiden tirsdag morgen og en top på 104,91 i tirsdagens handel kort før klokken 17.

Japanske yen snusede til 147,85 yen per dollar i de tidlige morgentimer i den asiatiske handel. Den japanske valuta har de sidste par uger bevæget sig tæt omkring nøgleniveauet 145 yen per dollar, mens markedsdeltagerne har spejdet efter reaktioner fra myndighedernes side.

Og onsdag kom så reaktionen fra Japans vicefinansminister for internationale anliggender, Masato Kanda, i form af en advarsel mod spekulative valutabevægelser.

- Vi vil ikke udelukke nogen muligheder, hvis spekulative bevægelser fortsætter, lød det fra Masato Kanda, der kendes som Japans topvalutadiplomat.

Vebal intervention er den normale måde, som de japanske myndigheder bruger til at få de finansielle markeder til at rette ind, og Masato Kanda har været den centrale figur i landets bestræbelser på at dæmme op for den kraftige svækkelse af yen siden sidste år.

- Det kommer ikke som en overraskelse, at myndighederne øger det verbale mundhuggeri, da yen-svækkelsen har skilt sig ud, siger valutastrateg Christopher Wong fra OCBC i Singapore til Reuters.

Det er specielt yen, der er svækket mod dollar, mens både euro og sterling trods en vis svækkelse, fortsat holder skansen nogenlunde, da de respektiver renteniveauer til dels følger de amerikanske bevægelser.

- Vi kommer formentlig til at se mere af sådan nogle verbale indgreb, hvis yen-bevægelser anses for at være ensidige og overdrevne, vurderer Christopher Wong.

Japan intervenerede på valutamarkederne sidste år i september, da dollar styrkedes til over 145 yen, hvilket fik det japanske finansministerium til at købe yen og skubbe valutarelationen mod dollar tilbage til omkring 140 yen.

Men hvis den amerikanske centralbank, Federal Reserve, fortsætter med at stramme pengepolitikken eller blot fastholder den nuværende relativt høje rente, vil rentedifferencen mellem dollar og yen tvinge valutakursen til at afspejle misforholdet og dermed svække yen.

Federal Reserve-guvernør Christopher Waller sagde tirsdag, at den seneste runde af økonomiske data giver den amerikanske centralbank plads til at se, om der er behov for at hæve renten igen, og at han ikke ser noget, der indikerer et skridt imod at øge renten på kortfristede lån igen.

Pengemarkedet indregner i øjeblikket en sandsynlighed på 93 pct. for at Federal Reserve holder renten stabil på næste møde i bankens pengepolitiske udvalg, Federal Open Market Committee, 20. september, mens oddsene for en forhøjelse på det efterfølgende møde i november er 45/55.

Euro koster onsdag morgen 1,0730 dollar mod 1,0710 dollar tirsdag eftermiddag, og pund koster 1,2570 dollar mod 1,2555 dollar tirsdag.

Dollar koster samtidig 147,55 yen mod 147,70 yen tirsdag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire



Flemming Kruhøffer +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her