27. okt. 2025 kl. 06:32
71 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Valuta: Dollarstyrke fastholdes i sidelæns handel

Valutamarkedet ligger stabilt mandag morgen, hvor spændingerne mellem Kina og USA synes aftagende.

Eneste markante bevægelse er den fortsatte svækkelse af japanske yen, forud for USAs præsident Donald Trumps besøg i Japan i dag, mandag, og tirsdag, hvor der er topmøde med den ny premierminister, Sanae Takaichi.

Dollarindekset, der vægter den amerikanske dollar mod euro, yen, pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger mandag morgen i 98,90 mod 98,97 fredag eftermiddag ved 17-tiden og 98,54 ved indgangen til ugen.

Den generelt sidelæns handel lægger for i en en travl uge med globale handelsforhandlinger og centralbankmøder - ikke mindst i den amerikanske forbundsbank, Federal Reserve.

Efter det japansk-amerikanske topmøde, skal Trump efter planen mødes med den kinesiske præsident, Xi Jinping, torsdag, hvor de to håbes at bekræfte rammerne for en handelsaftale, som deres respektive handelsdelegationer har udarbejdet søndag.

Den amerikanske finansminister, Scott Bessent, udtalte søndag, at handelsforhandlinger i forbindelse med det forestående topmøde i Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Nationer (ASEAN) i Malaysias hovedstad Kuala Lumpur, har elimineret sandsynligheden for, at USA indfører 100 pct. told på kinesisk import fra 1. november.

Bessent sagde samtidig, at han venter, at Kina vil udsætte implementeringen af den kinesiske licensordning for sjældne jordarters mineraler og magneter med et år, mens tiltaget genovervejes.

De positive meldinger fra forhandlinger mellem repræsentanter fra Kina og USA, baner vejen for en mulig handelsaftale, når Donald Trump og Xi Jinping mødes torsdag i forbindelse med topmødet for Asien-Stillehavsområdets økonomiske samarbejde (APEC) i Sydkorea.

Og mens Trump rejser i Asien tynd i denne uge, forventes det i vid udstrækning, at den amerikanske centralbank vil sænke den ledende rente efter fredagens moderate inflationsdata.

Det forventes en den nuværende referencerente reduceres med 25 basispoint til 3,75-4,0 pct., når bankens pengepolitiske udvalg, Federal Open Market Committee afslutter det monetære møde onsdag.

- Fremadrettet mener vi, at dollarstyrken sandsynligvis vil forblive på samme niveau på kort sigt. Fed´s rentenedsættelser er fuldt indregnet i oktober- og decembermøderne. Så hvis noget, vil enhver forsigtig kommunikation fra Federal Reserve sandsynligvis være til støtte for amerikanske dollar, siger chefanalytiker Mahjabeen Zaman fra ANZ i Sydney ifølge Reuters.

Dermed rettes fokus mod Federal Reserves chef, Jerome Powell, der skal kommentere mødebeslutningen på et pressemøde onsdag.

Også den japanske centralbank, Bank of Japan, holder pengepolitisk møde i denne uge, og her vil diskussionen gå på, om betingelserne er modne til at genoptage renteforhøjelser, efterhånden som bekymringerne om en toldinduceret recession aftager.

De fleste analytikere forventer, at Bank of Japan vil fastholde den ledende rente på 0,5 pct. på mødet torsdag. Den ny premierminister Takaichi har opfordret til samarbejde med Bank og Japan for at opnå inflation, der er mere drevet af lønstigninger.

Dollar koster mandag morgen 152,98 yen mod 152,77 yen fredag eftermiddag klokken 17.

Euro koster samtidig 1,1631 dollar mod 1,1626 dollar fredag eftermiddag, og britiske pund ligger i 1,3326 dollar mod 1,3300 dollar fredag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire



Flemming Kruhøffer +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her