25. apr. 2025 kl. 06:32
55 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Valuta: Dollarudsving i takt med divergerende meldinger f...

Investorernes tvivl om udsigterne for den amerikanske økonomi efter præsident Donald Trumps uberegnelige budskaber om handelsaftaler og indblanding i centralbanken, Federal Reserves ledelse fortsætter fredag.

De mange divergerende meldinger har sendt den amerikanske valuta i voldsomme svingninger i ugens løb, startende med en svækkelse på 1 pct. mandag, efter at Trump truede med at fyre Federal Reservechef Jerome Powell for ikke at sænke renten hurtigt nok, for blot derefter at styrkes 1,5 pct. dagen efter da Trump vendte 180 grader rundt og proklamerede, at han aldrig har haft nogen intention om at erstatte Powell, og samtidig fremsatte en deeskalering i handelskrigen mod Kina.

Men mangel på faktiske fremskridt for at åbne forhandlinger med Beijing har presset dollar tilbage igen senere på ugen, omend dollarindekset står til en mindre styrkelse på under 0,25 pct. for hele ugen.

Fredag morgen ligger indekset, der vægter amerikanske dollar mod euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, i 99,60 mod 99,40 torsdag eftermiddag ved 17-tiden og 99,37 for en uge siden.

Hvis niveauet holder, vil det være første gang i fire uger, at dollar styrkes.

Investorer er især usikre på, hvordan tingene står til i øjeblikket i forholdet med Kina.

Kineserne hævdede torsdag, at de ikke har haft nogen form for handelsforhandlinger med USA, samt at der ikke bliver tale om forhandlinger før USA "fuldstændigt annullerer alle ensidige toldforanstaltninger". Det står i skarp modsætning til meldingerne fra præsident Trump, der gentagne gange - og senest torsdag aften - har sagt, at der er direkte forhandlinger i gang.

Til gengæld ser det ud til at der er visse fremskridt i de tidlige forhandlinger med de asiatiske allierede, Sydkorea og Japan.

Delegationen fra Seoul sagde torsdag efter den første forhandlingsrunde, at de to sider sigter mod at udarbejde en handelspakke, før pausen i gensidige toldsatser ophæves i juli.

Den japanske chefforhandler, økonomiminister Ryosei Akazawa, vil holde endnu en runde handelsforhandlinger med den amerikanske finansminister, Scott Bessent, i næste uge.

- Hvis opfattelsen om, at en reduktion af toldsatser er tæt på, kan det have en positiv indflydelse på forhandlingerne med andre lande og føre til en tilbagetrækning fra risikominimering og en reduktion i udsalg af amerikanske aktiver, vurderer Mizuho i et notat ifølge Reuters.

Modsat, hvis forhandlingerne ser vanskelige ud, selv med Japan der er en vigtig allieret for USA, kan man forestille sig, hvor svær en situationen det er med Kina, påpeger den japanske finanskoncern.

Trump har tidligere på måneden beskyldt Tokyo for at svække den japanske yen for at give sine eksportører en fordel, men ifølge finansminister Bessent er valutamål ikke en del af forhandlingerne med økonomisminister Akazawa.

Dollar koster fredag morgen 142,93 yen mod 142,47 torsdag eftermiddag klokken 17.

Euro koster samtidig 1,1346 dollar mod 1,1373 dollar torsdag eftermiddag, og britiske pund ligger i 1,3305 dollar mod 1,3315 dollar torsdag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire



Flemming Kruhøffer +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her