21. okt. 2025 kl. 06:32
30 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Valuta: Forventning til politisk rentebremse svækker japa...

Den tidlige handel i Asien tirsdag er præget af et øget fokus på japanske yen.

Den japanske valuta svækkes, da det politiske pres på den japanske centralbank, Bank of Japan, om at lægge den igangværende normalisering af pengepolitikken - altså renteforhøjelser - på hylden forventes øget markant.

Men generelt er valutakursudsvingen ellers snævre i den tidlige asiatiske handelssession, hvor dollar mest bevæger sig sidelæns, da den igangværende nedlukning af den amerikanske regering har efterladt investorer med bind for øjnene, da de økonomiske data udebliver forud for næste uges møde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve.

Dollarindekset, der vægter dollar over for en kurv af større valutaer, ligger tirsdag morgen i 98,67 mod 98,52 mandag eftermiddag.

Tirsdagens store fokus på yen forud for en parlamentsafstemning i Tokyo senere på dagen skyldes, at den stærkt konservative Sanae Takaichi næsten stensikkert bliver landets første kvindelige premierminister.

Sanae Takaichi har fået opbakning fra det højreorienterede oppositionsparti Ishin og står dermed til at øge de offentlige udgifter og lægge forhindringer for Bank of Japans renteforhøjelsesplan.

- Hvis vi antager, at Takaichi bliver bekræftet som premierminister senere i dag, hvad følger så af det? Især signaler med hensyn til pengepolitik samt potentielle ændringer i finanspolitikken, og forståelse af hvilke, om nogen, betingelser Ishin-partiet har formået at udtrække fra LDP som en betingelse for at danne en koalition, siger chefanalytiker Ray Attrill fra National Australia Bank i Sydney til Reuters.

Ifølge lokale japanske medier er Sanae Takaichi klar til at udnævne Satsuki Katayama som landets første kvindelige finansminister.

Katayama forventes ifølge Kyodo News at erstatte Katsunobu Kato. Hun var en af de 20 toppolitikere, der støttede Takaichis kandidatur som leder af Det Liberale Demokratiske Parti tidligere på måneden, og hendes holdning vil give et vigtigt

signal om, hvordan Takaichi har til hensigt at føre en politik, der bekræfter markedets bekymringer om øgede udgifter og et strammere greb omkring rentenormaliseringen i den japanske centralbank.

I Japan er centralbanken ikke uafhængig, og regeringen har traditionelt et stort ord at skulle have sagt, når det gælder pengepolitikken, som koordineres med finanspolitikken.

- Jeg tror, at det potentielt kan føre til en vis volatilitet i yen, siger Ray Attrill.

Overordnet er markedsstemningen tirsdag stort set optimistisk, efter at den amerikanske præsident Donald Trump mandag sagde, at han forventer at nå frem til en fair handelsaftale med den kinesiske præsident Xi Jinping.

Samtidig vurderede Det Hvide Hus´ økonomiske rådgiver, Kevin Hassett, at den 20 dage lange nedlukning af den amerikanske føderale regering sandsynligvis vil slutte i indeværende uge.

Investorerne retter blikket mod en række begivenheder i næste uge, hvor ikke mindst Federal Reserves pengepolitiske møde indtager en central rolle.

- Min fornemmelse er, at næste uge sandsynligvis er en langt vigtigere uge, når det gælder risiko. I betragtning af, hvordan markederne er prissat, er risikoen, at kommentarerne omkring en rentenedsættelse i næste uge kan føre til tvivl om den nuværende tillid til en opfølgende rentereduktion i december, siger Ray Attrill.

Dollar koster tirsdag morgen ved 6-tiden 151,10 yen mod 150,60 yen mandag eftermiddag.

Euro koster samtidig 1,1636 dollar mod 1,1654 dollar mandag eftermiddag, mens pund koster 1,3392 dollar mod 1,3416 dollar mandag.

.\\˙ MarketWire





Flemming Kruhøffer +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her