13. jul. 2023 kl. 13:51
275 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Valuta: Inflationsafmatning sender dollar videre ud på de...

Den amerikanske dollar hænger fortsat i bremsen torsdag, hvor gårsdagens større end ventede afmatning i den amerikanske inflation får handlerne til at overveje, om USA´s centralbank, Federal Reserve, vil tilpasse sin rentebane.

Inflationen i USA aftog i juni for 12. måned i træk og endda mere end ventet, viste offentliggjorte tal onsdag. I juni var inflationen 3,0 pct. mod ventet 3,1 pct.

Mindst ligeså væsentligt var det, at kerneinflationen, der opgør udviklingen i forbrugerpriserne eksklusive fødevarer og energi, aftog til 4,8 pct. mod ventet 5,0 pct.

Hvor handlerne uændret regner med et renteløft fra Federal Reserves pengepolitiske komité, FOMC, når der indkaldes til rentemøde 26. juli, er forventningen til en yderligere forhøjelse i september stort set forsvundet.

Rentemødet vil givetvis være afgørende for dollarkursen i år, vurderer markedsstrateg.

- En del afhænger af, hvad vi hører fra FOMC om et par uger. Det vil i høj grad afgøre dollars skæbne og sætte tonen for resten af sommeren, siger Fiona Cincotta, der er markedsstrateg hos City Index, til Reuters.

- Hvis der er en antydning af duekurren hos Federal Reserve, vil dollarsælgere reagere på det, og det vil være en undskyldning for at slide dollar tyndere, fortsætter hun.

Flere direktører i Federal Reserve har efter inflationstallene fastslået - uden at komme med konkrete tal - at renten kan blive hævet fra det nuværende niveau på 5,00-5,25 pct. I maj fastholdt centralbanken sin rente, men varslede nye løft senere i 2023.

Tidligere har centralbanken signaleret, at renten i 2023 skulle toppe i 5,625 pct. og først nedsættes igen i løbet af 2024.

Torsdag eftermiddag falder dollarindekset, der vægter den amerikanske valuta over for en række større valutaer, til 100,234 fra 100,604 onsdag eftermiddag og 101,523 før inflationstallene.

Euro handles torsdag ved 13.45-tiden til 1,1178 dollar mod 1,1120 dollar onsdag ved dansk børslukning og 1,1019 dollar, før forbrugerpriserne blev offentliggjort.

.\\˙ MarketWire



Morten Frederik Heltoft +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her