10. sep. 2025 kl. 06:32
57 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Valuta: Investorer afventer sidste tunge amerikanske data...

Valutabevægelserne i Asien er relativt afdæmpede onsdag morgen.

Investorerne venter på offentliggørelsen af amerikanske inflationsdata, hvor det onsdag er producentpriser og torsdag er forbrugerpriser, der står øverst på den statistiske dagsorden.

Det er de sidste inflationsindikatorer inden den amerikanske centralbanks pengepolitiske møde i næste uge, og også sidste statistiske materiale for Federal Reserves to politiske mandater - arbejdsmarkedet og prisudviklingen.

Dollarindekset, der vægter dollar over for euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger ved 6-tiden onsdag i 97,79 mod 97,60 tirsdag eftermiddag.

Inflationsrapporterne vil kunne hjælpe markedet med at definere størrelsen og omfanget af rentereduktioner fra Federal Reserve ikke bare i næste uge, men også i tiden fremover.

Fredag i sidste uge cementerede den dystre jobrapport forventningerne om en rentenedsættelse fra Federal Open Market Committee (FOMC), der er centralbankens renteudvalg, på mødet 16.-17. september, og det eneste tilbageværende spørgsmål for investorerne, er størrelsen af reduktionen.

En reduktion på 25 basispoint er helt og fuldt indregnet i prissætningen på de finansielle markeder, mens en dobbelt reduktion på 50 basispoint sættes til en sandsynlighed på over 6 pct.

Dermed er prisudviklingen loddet på vægtskålen, og meget vil afhænge af omfanget af effekten af de amerikanske toldsatser på priserne på almindelige varer i verdens største økonomi.

- Barren for en stigning på 50 basispoint er høj. Der skal sandsynligvis være en klar negativ overraskelse i kerneinflationen for at give de forsigtigt satsende en undskyldning, siger valutachef Kieran Williams fra InTouch Capital Markets til Reuters og fortsætter:

- I betragtning af de ustabile servicepriser og Federal Reserves præference for at signalere gradvise ændringer, virker en massiv rentenedsættelse i næste uge usandsynlig. Men dataene vil udforme, hvor aggressivt markedet prissætter lempelserne inden årets udgang.

På nuværende tidspunkt ventes rentereduktioner på i alt 66 basispoint inden årets udgang.

Tirsdag viste reviderede data, at der blev 911.000 færre arbejdspladser i de 12 måneder frem til marts i år end tidligere anslået, hvilket tyder på, at jobvæksten allerede var gået i stå før præsident Donald Trumps aggressive importtold.

Selvom rapporten understreger den skuffende udvikling på arbejdsmarkedet, ignorerede investorerne de bagudskuende data, da de ikke giver meget information om jobskabelse siden marts.

- Jeg tror, at en rentenedsættelse på 50 basispoint vil gøre mere skade end gavn for stemningen på nuværende tidspunkt. Desuden vil Federal Reserve gerne redde ansigt og ikke helt bukke under for Trumps ønsker, siger analytiker Matt Simpson fra City Index i Brisbane til Reuters.

Analytikeren peger på, at markedet indregner tre rentenedsættelser over de næste tre pengepolitiske møder, og at Federal Reserve står i en god position til leve op til de forventninger, uden at bukke under for en rentenedsættelse på 50 basispoint på nuværende tidspunkt.

Præsident Trump har utallige gange krævet massive rentenedsættelser fra Federal Reserve og svinget med fyringsstaven for at få renten sat kraftigt ned øjeblikkeligt.

Men FOMC har hidtil forholdt sig afventende, da ønsket om at se effekten af de massive toldsatser på prisudviklingen og den i forvejen for høje inflation har afholdt udvalget fra at efterleve præsident Trumps krav om lavere renter.

Euro koster onsdag morgen ved 6-tiden 1,1706 dollar mod 1,1731 dollar tirsdag eftermiddag, og pund koster 1,3530 dollar mod 1,3540 dollar tirsdag ved 17-tiden.

Dollar ligger samtidig i 147,33 yen mod 147,10 yen tirsdag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire



Flemming Kruhøffer +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her