02. apr. 2025 kl. 06:32
84 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Valuta: Investorer afventer Trumps dramatiske toldplaner

Investorerne tripper med nerverne uden på trøjen på valutamarkedet onsdag morgen, på dagen, hvor den amerikanske præsident, Donald Trump, forventets at løfte sløret for de toldplaner, som han længe har truet med.

Planerne vil sandsynligvis medføre indførelse af dramatiske nye toldsatser, der kan ændre hele det delikate globale handelssystem, og som derfor ventes at sætte tonen for de finansielle markeder på kort sigt.

Dollarindekset, der vægter dollar over for euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger ved 6-tiden onsdag i 104,19 mod 104,09 tirsdag eftermiddag.

Donald Trump har i ugevis udbasuneret 2. april som "Liberation Day", og selv om, detaljerne om størrelse og omfang af de kommende handelsbarrierer stadig er ukendte, melder Washington Post om en plan, der vil hæve tolden på produkter med omkring 20 pct. fra så godt som alle lande, i stedet for at målrette tiltagene mod bestemte lande eller produkter.

- Selv om en 20 pct. generel toldsats teoretisk set vil blive set som nettopositiv for amerikanske dollar, er markedet mest fokuseret på, om tolden vil accelerere stagflationsrisikoen i den amerikanske økonomi, siger chefanalytiker Chris Weston fra Pepperstone i Melbourne ifølge Reuters.

Hvis man skal tro talspersonen for Det Hvide Hus, Karoline Leavitt, vil de gensidige toldsatser på lande, der pålægger told på amerikanske varer, træde i kraft umiddelbart efter Trumps meddelelse.

- Markedet kommer til at være nervøst forud for meddelelsen. Stemningen vil blive præget af eventuelle yderligere meldinger om told, og det vil igen være årsag til valutabevægelser forud for selve offentliggørelsen, siger valutastrateg Carol Kong fra Commonwealth Bank of Australia i Sydney til Reuters.

Bekymringer om effekten af den eskalerende globale handelskrig på verdens største økonomi har sammen med en række svagere end forventede amerikanske data sat gang i frygten for en recession og undermineret dollar.

Data tirsdag viste fald i fremstillingen i amerikansk industri, svage arbejdsmarkedsdata samt stigende produktionspriser på det højeste niveau i næsten tre år forud for den stigende bekymring over toldsatser på importerede varer.

- Forsøg på at minimere importeksponering forud for toldtarifferne får priserne til at stige, mens vedvarende usikkerhed reducerer den underliggende efterspørgsel og efterlader producenterne uden klarhed, skriver Wells Fargo i et notat ifølge Reuters.

Trump ventes at annoncere toldplanerne kl 22 dansk tid.

Euro koster onsdag morgen ved 6-tiden i 1,0800 dollar mod 1,0808 dollar tirsdag eftermiddag, og pund koster 1,2928 dollar mod 1,2922 dollar tirsdag ved 17-tiden.

Dollar ligger samtidig 149,84 yen mod 149,29 yen tirsdag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire



Flemming Kruhøffer +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her