06. jun. 2025 kl. 06:32
41 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Valuta: Investorer leder efter alternativer til dollar

Investorerne er lunkne over for amerikanske dollar fredag, da bekymringer over USA´s krympende finanspolitiske tilstand får mange til at se sig om efter mere sikre alternativer at placere deres kapital.

Fredag morgen ligger dollarindekset, der vægter amerikanske dollar mod euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, i 98,80 mod 98,63 torsdag eftermiddag ved 17-tiden og 99,68 for en uge siden.

Den amerikanske valuta undermineres af vigende økonomiske data og udeblevne fremskridt i handelsforhandlingerne mellem Washington og de store handelspartnere med især Kina i centrum trods den forestående deadline for præsident Donald Trumps massive toldsatser.

De økonomiske data har vist stigende modvind på arbejdsmarkedet, der ellers har været ganske robust.

Men i denne uge skuffede den private arbejdsmarkedsrapport fra ADP med en langt lavere jobskabelse end ventet, og flere førstegangsledige end prognoserne forudsagde.

Dermed står fredagens arbejdsmarkedsrapport som tungen på vægtskålen for investorerne der også har måtte sluge et stærkt skuffende fald i aktiviteten i den amerikanske servicesektor tidligere på ugen.

- Vi har hele tiden haft den opfattelse, at det står klart, at den amerikanske økonomi ikke længere er exceptionel, og at de politiske tiltag, vi har set indtil videre, sammen med den relative stramning af Feds politik, begynder at vise sig især med et svækket arbejdsmarked. Derfor er aftenens tal vigtige, siger chefanalytiker Ray Attrill fra National Australia Bank i Sydney til Reuters.

Samlet set understreger ugens svage data modvinden fra præsident Trumps toldsatser og handelskrig.

Der var ellers lagt op til optimisme på de finansielle markeder, efter at Trump og den kinesiske præsident Xi Jinping talte sammen i et mere end en time langt opkald, men den blev senere skudt til hjørne af et spektakulært verbalt sammenstød mellem Donald Trump og hans nu tidligere toprådgiver Elon Musk.

Den fælleseuropæiske euro har fået et løft fra Den Europæiske Centralbanks (ECB) stramme retorik efter den bredt forventede rentereduktion torsdag, der sendte den fælles valuta tæt på 1,15 dollar - det stærkeste niveau i fire år bortset fra en ganske kort periode i april.

Centralbankchef Christine Lagarde pointerede, at ECB nærmer sig slutningen af en pengepolitisk cyklus, og dermed lægger låg på rentereduktioner.

- Vi er tilbøjelige til at betragte Lagardes høgeagtige holdning med en vis forsigtighed, og i betragtning af det her skift i tonen ser vi ikke længere vores tidligere prognose om en terminalrente på 1,50 pct. som det mest sandsynlige udfald, siger chefanalytiker Nick Rees fra Monex Europe ifølge Reuters.

Analytikeren forventer nu kun én rentereduktion mere i år, hvilket i så fald vil bringe renten ned på 1,75 pct.

Dollar koster fredag morgen 143,84 yen mod 143,47 torsdag eftermiddag klokken 17.

Euro koster samtidig 1,1434 dollar mod 1,1457 dollar torsdag eftermiddag, og britiske pund ligger i 1,3568 dollar mod 1,3591 dollar torsdag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire



Flemming Kruhøffer +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her