22. dec. 2023 kl. 06:32
110 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Valuta: Julefreden sænker sig op til årets sidste amerika...

Der er yderst stille på valutamarkedet fredag morgen, og markedet bærer præg af, at det er ved at være slut med aktiviteten for i år.

Investorerne justerer de sidste positioner op til de sidste vigtige økonomiske data fra USA, kerneforbrugsindekset PCE, inden årsafslutningen for 2023.

Dollarindekset, der vægter amerikanske dollar mod euro, yen, pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger fredag morgen i 101,82 mod 101,93 torsdag eftermiddag ved 17-tiden.

Det er det svageste niveau for den amerikanske valuta siden august og afspejler det forholdsvis store rentefald, som de amerikanske statsobligationer har været udsat for over de seneste måneder.

Ses der på den toneangivende tiårige T-bond, er renten faldet fra 5,0 pct. til 3,9 pct. siden oktober, i takt med at forventningerne til yderligere rentestramninger fra den amerikanske centralbanks, Federal Reserves, side er vendt til udsigter til rentereduktioner i første halvår 2024.

Vigende inflation har endelig fået centralbankens topfolk med centralbankchef Jerome Powell til offentligt at indikere, at stramningernes tid er forbi, og at der er mulige rentelempelser i pipelinen fremover, hvis de mange indikationer på vigende inflation fortsat er til stede.

Og her spiller dagens amerikanske inflationsindikator, kerne-PCE-prisindekset, der er Federal Reserves foretrukne mål for den underliggende inflation, ind.

Indekset vil give et fingerpeg om, hvor langt de vigende inflationstendenser i verdens største økonomi er kommet. Forventningerne til prisindekset lyder på en stigning på 3,3 pct. på årsbasis i november sammenlignet med en stigning i oktober på 3,5 pct.

- Balancen i amerikansk inflation anses nu for skæv og ensidig med stor sandsynlighed for lavere niveauer. Derfor har Federal Reserve øget mulighederne for at lette pengepolitikken, siger chefanalytiker Chris Weston fra Pepperstone i Melbourne til Reuters.

Han peger på, at selv om topfolkene i centralbanken fortsat siger, at arbejdet endnu ikke er færdigt, og den sidste kamp for at nå inflationsmålet på 2 pct. er den sværeste, kan et fortsat vigende kerne-PCE-indeks øge mulighederne for hurtige rentenedsættelser.

- Efterhånden som inflationen nærmer sig målet, vil markedet have en øget tendens til at se bort fra strammeragtige kommentarer fra de pengepolitiske topfolk, siger valutastrateg Jane Foley fra Rabobank ifølge Reuters.

Euro koster fredag morgen 1,1000 dollar mod 1,0990 dollar torsdag eftermiddag, og pund sterling ligger samtidig 1,2685 dollar mod 1,2656 dollar torsdag eftermiddag.

Dollar koster fredag morgen 142,50 yen. Torsdag eftermiddag ved 17-tiden var prisen 142,17 per dollar.

.\\˙ MarketWire



Flemming Kruhøffer +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her