25. nov. 2025 kl. 06:32
25 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Valuta: Markedet prissætter december-rentenedsættelse - i...

De seneste dages kursskred i japanske yen fastholdes tirsdag morgen, mens markedet evaluerer sandsynligheden for en forestående amerikansk rentereduktion.

Dollarindekset, der vægter dollar over for euro, den japanske yen, det britiske pund, den canadiske dollar, schweizerfranc og den svenske krone, ligger tirsdag morgen i 100,18 mod 100,16 mandag eftermiddag.

Amerikanske dollar ligger stabilt tirsdag morgen, hvor mandagens lempelige kommentarer fra pengepolitiske topfolk i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, i stigende grad hælder mod en rentereduktion i december.

Mandag sagde guvernør Christopher Waller fra ledelsen i Washington, at arbejdsmarkedet er svagt nok til at berettige endnu en rentesænkning på et kvart pct.point i december, selvom beslutningen afhænger af en strøm af forestående data, der er blevet forsinket af nedlukningen af den amerikanske regering.

Wallers kommentarer var en afspejling af New York Fed-præsident John Williams´ udsagn fredag, mens Mary Daly, der er chef for Federal Reserves afdeling i San Francisco, mandag pointerede, at hun ser større risiko for en pludselig svækkelse af arbejdsmarkedet end en risiko for en uforudset acceleration af inflationen.

Samlet har det vredet markedets forventninger til en rentenedsættelse, der nu estimeres til 81 pct. sandsynlighed en rentereduktion næste måned mod 42 pct. for en uge siden ifølge CME Fedwatch.

- Der er et intenst fokus på hver enkelt FOMC-medlems holdning til en rentesænkning i december. Og det giver mening, da markedet - og Federal Reserve - ikke har modtaget de data, der typisk påvirker deres pengepolitiske beslutning. Måske er den største ukendte faktor centralbankchef Jerome Powells synspunkt, men alt i alt må man antage, at han vil stemme for en rentenedsættelse i december, siger chefanalytiker Chris Weston fra Pepperstone Group i Melbourne ifølge Reuters.

FOMC står for Federal Open Market Committee og er centralbankens pengepolitiske udvalg.

Medlemmerne er dog fortsat uenige om de næste skridt, da centralbanken stadig mangler det fulde sæt økonomiske data, som de statslige statistikbureauer forsøger at grave frem, mens de arbejder sig gennem efterslæbet fra den 43-dages nedlukning, der sluttede den 14. november.

- At fastholde renten i december på et tidspunkt, hvor arbejdsmarkedet er skrøbeligt, og både de korte og langsigtede amerikanske inflationsforventninger er vigende, vil være en uoverensstemmelse, der sandsynligvis ikke vil falde i god jord hos markedet, siger Chris Weston.

SVAG YEN TÆNDER FRYGT FOR INTERVENTION

Japanske yen er til stadighed presset i defensiven og handles på et niveau, hvor intervention fra myndighedernes side er en reel risiko.

Den japanske valuta er svækket med omkring 10 yen over for dollar siden begyndelsen af oktober, hvor Sanae Takaichi overtog posten som Japans premierminister og proklamerede sin forkærlighed for lempelige finans- og pengepolitiske forhold.

Indtil videre har myndighederne ikke formået at dæmme op for yen-svækkelsen, og det får markedsanalytikere til at afvente en officiel intervention et sted mellem 158 og 162 yen per dollar.

- Vi tror ikke, at vi er for langt væk fra de niveauer, der vil berettige direkte valutaintervention. Niveauet på 160 mod dollaren kan vise sig at være en streg i sandet for de japanske myndigheder, siger chefstrateg Matthew Ryan fra Ebury.

Dollar koster tirsdag morgen ved 6-tiden 156,68 yen mod 156,80 yen mandag eftermiddag.

Euro koster samtidig 1,1522 dollar mod 1,1529 dollar mandag eftermiddag, mens pund koster 1,3152 dollar mod 1,3177 dollar mandag.

.\\˙ MarketWire





Flemming Kruhøffer +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her