19. jul. 2023 kl. 06:32
87 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Valuta: Mindre dollarstyrkelse på gevinstsikring

Der er gået lidt gevinsthjemtagning i valutamarkedet onsdag morgen, efter at tirsdagens amerikanske data for detailsalget viste et fortsat robust forbrug trods en skuffende vækst i det overordnede salg.

Og trods mindre fald i de amerikanske renter, fik de blandede data de mange investorer med spekulative positioner vendt imod dollar, til at trække overskuddet i land efter de ganske massive skred i værdien af den amerikanske valuta over den seneste halvanden måneds tid.

Dollarindekset, der vægter dollar over for den fælleseuropæiske euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner ligger onsdag morgen ved 5-tiden i 100,04 mod 99,85 tirsdag eftermiddag ved 17-tiden.

Detailsalget steg beskedne 0,2 pct. i juni eller 0,1 pct.point mindre end måneden før, men trækkes bilsalget ud af tallene, var der tale om en stigning på 0,1 pct.point til 0,2 pct.

Analytikere vurderer efterfølgende, at detailsalget sandsynligvis vil holde økonomien på en solid vækststi.

- Dataene viste, at detailsalget var robust, og jeg tror, det skyldes, at den amerikanske lønvækst stadig er stærk, siger markedsanalytiker Tina Teng fra CMC Markets i Sydney ifølge Reuters.

Gevinsthjemtagningen stopper den kraftige svækkelse af dollar, der opstod på baggrund af en køligere end ventet amerikansk inflationsrapport i sidse uge, der har ført til en revidering i det forventede toppunkt for de amerikanske renter.

Ifølge økonomer adspurgt af Reuters ventes den amerikanske centralbank, Federal Reserve, at lancere endnu en renteforhøjelse på 25 basispoint på næste uges pengepolitiske møde, mens der satser på, at det vil være afslutningen på centralbankens nuværende pengepolitiske stramningscyklus.

På den europæiske side af Atlanterhavet er der også forsonende toner fra Den Europæiske Centralbank inden næste uges møde i Styrelsesrådet. Rådsmedlem Klaas Knot sagde tirsdag, at ECB vil se nøje efter tegn på vigende inflation i den kommende tid for for at undgå alt for stor stramning af pengepolitikken.

I Storbritannien ville Bank of England gerne se inflationen falde, men hidtil har de britiske inflationsdata skuffet.

- Den stædigt høje britiske inflation har især stået i kontrast til prisudviklingen i både eurozonen og USA, som har bevæget sig lavere, siger Rabobanks chef for valutastrategi, Jane Foley, til Reuters.

Men Bank of England balancerer ifølge Jane Foley på et tveægget sværd. For hvis den britiske økonomi forsat viser modstandsdygtig, forventes pund at reagere med en styrkelse på forventninger til Bank of Englands politik.

- Men hvis recessionsrisiciene stiger i Storbritannien, kan sterling blive presset ned trods renteforhøjelser, da investorerne er bange for den overordnede britiske økonomiske baggrund og derfor reducerer deres lange (pund) positioner, siger Rabobanks strateg.

Euro koster onsdag morgen 1,1220 dollar mod 1,1235 dollar tirsdag eftermiddag, og pund koster 1,3015 dollar mod 1,3085 dollar tirsdag.

Dollar koster samtidig 139,30 yen mod 138,60 yen tirsdag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire



Flemming Kruhøffer +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her