22. aug. 2024 kl. 06:32
92 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Valuta: Pres mod dollar opretholdes af vigende renter

Onsdagens ganske tydelige indikation af, at en amerikansk rentereduktion står øverst på dagsordenen på næste møde i den amerikanske centralbanks renteudvalg i september, sætter sine kraftige spor på udviklingen på valutamarkedet torsdag morgen.

Det medfører vigende amerikanske renter, som fortsætter med at opretholde presset mod dollar.

På indeksniveau, hvor dollar vægtes mod euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, handles den amerikanske valuta torsdag morgen i 101,24 mod 101,25 onsdag ved 17-tiden.

Niveauet er det svageste i år og ses der bort for udviklingen i den japanske yen, skal man endnu længere tilbage for at finde tilsvarende svage niveau for den amerikanske valuta.

Det er onsdag aftens klare indikation fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, af at en rentereduktion er forestående, der får investorerne til at imødese mindre attraktive renteforhold for dollar.

Referatet fra Federal Reserves seneste pengepolitiske møde i juli viste, at et stort flertal af deltagerne ønskede at sænke renten på det næste møde, der finder sted i september. Og enkelte mødedeltagere foreslog endda en nedsættelse straks.

Kombineret med en markant nedrevideret jobskabelse i året frem til marts fra det amerikanske arbejdsministerium, er skriften på væggen mere tydeligt end nogensinde.

Markedet prissætter nu en 38 pct. sandsynlighed for en rentereduktion på 50 basispoint på det kommende monetære møde i september og de resterende 62 pct. sandsynlighed for en nedsættelse på 25 basispoint ifølge CME FedWatch.

Inden onsdagens referat og arbejdsmarkedsdata var sandsynligheden 33 pct. og 67 pct.

MARKEDET VENTER PÅ POWELL

Nu afventes en bekræftelse fra Fedeal Reserve-chef Jerome Powell, når han holder hovedtalen ved det årlige centralbank-symposium i Jackson Hole, Wyoming, fredag.

Markedets fokus er ikke længere rettet mod indikationer om en rentenedsættelse, men om størrelsen af samme samt om hints om yderligere reduktioner ved de efterfølgende pengepolitiske møder.

- Vi går ind for en nedsættelse på 25 basispoint, fordi den amerikanske økonomi stadig er i god form. Nedsættelser på 50 basispoint er normalt forbeholdt situationer, hvor de økonomiske udsigter er truet, siger seniorøkonom Kristina Clifton fra Commonwealth Bank of Australia i Sydney til Reuters.

KLARHED OM JAPANSK PENGEPOLITIK

Fredag er også dagen, hvor der kan komme mere klarhed om den japanske pengepolitik, der har lidt under modstridende signaler fra Bank of Japan-chefen Kazuo Ueda og den indflydelsesrige vicechef Shinichi Uchida i de seneste uger.

Ueda skal redegøre for bankens holdning ved en særlig samling i det japanske parlament, hvor især centralbankens uventede - og for japanske forhold - kraftige stramning af pengepolitikken, der sendte de finansielle markeder ud i eksorbitante og historisk sjældne svingninger.

Dollar koster torsdag morgen 145,51 yen torsdag morgen mod 145,64 yen per dollar onsdag klokken 17.

Euro koster samtidig 1,1141 dollar mod 1,1125 dollar onsdag eftermiddag ved 17-tiden, og pund sterling koster 1,3084 dollar torsdag morgen mod 1,3060 dollar onsdag.

.\\˙ MarketWire



Flemming Kruhøffer +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her